Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland, født i 1978 (M) og i 1979 (K). Indrejst i august 2005. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at der også under nævnsmødet var divergenser mellem den mandlige og kvindelige ansøgers forklaringer. Selvom dette svækkede ansøgernes troværdighed, lagde Flygtningenævnet i det væsentlige ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger havde som sit asylmotiv henvist til, at han blev tilbageholdt af de russiske myndigheder i forbindelse med, at de fandt tjetjenske oprørere på faderens ejendom. Han havde endvidere henvist til, at han under en tilbageholdelse, som varede i 5-6 dage, blev udsat for grove fysiske overgreb, og at han derved blev tvunget til at underskrive en erklæring om, at faderen havde samarbejdet med de tjetjenske oprører, og at faderen også havde haft oprører skjult på sin ejendom. Den mandlige ansøger fik ved sin løsladelse at vide, at han ikke måtte forlade byen, da han skulle bruges som vidne. Endelig forklarede den mandlige ansøger, at han udover de russiske myndigheder også frygtede for tjetjenerne, som følge af at han havde underskrevet den ovennævnte erklæring om sin fader. Flygtningenævnet fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren ved sin udrejse var konkret og individuelt forfulgt af de russiske myndigheder af grunde som er omfattet af udlændingelovens § 7, eller at han ved en tilbagevenden ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse lagt vægt på, at den mandlige ansøger, der aldrig selv havde været politisk aktiv, efter sin egen forklaring alene blev tilbageholdt i 2003, som følge af myndighedernes interesse for hans faders forhold. Efterfølgende var begge ansøgerens forældre afgået ved døden. Selvom det blev lagt til grund, at ansøgeren ved sin løsladelse var blevet pålagt at blive i området, fandt nævnet ikke, at det skulle kunne medføre, at han ved en tilbagevenden ville blive udsat for asylbegrundende reaktioner fra de russiske myndigheders side. For så vidt angår de overgreb, som ansøgeren var udsat for under sin tilbageholdelse i 2003, fandt Flygtningenævnet ikke, at de har været af en sådan karakter, at de i sig selv kunne give grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I forhold til ansøgerens frygt for tjetjenerne, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han skulle være i nogen konkret asylbegrundende konflikt i forhold til de tjetjenske oprører, eller at han ved en tilbagevenden skulle være i risiko for at blive udsat for asylbegrundende forfølgelse fra disses side som følge af, at han i 2003 under tvang underskrev en erklæring om sin far. For så vidt angår den kvindelige ansøger fandt Flygtningenævnet ikke, at hun havde sandsynliggjort, at hun ved sin udrejse fra hjemlandet var konkret og individuelt forfulgt af grunde, som var omfattet af udlændingelovens § 7, eller at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Rusland/2007/1
