Nævnet meddelte i april 2007 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2005. Af Udlændingeservices afgørelse fremgår, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at ansøgeren er udelukket fra at opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7, jf. flygtningekonventionens artikel 1 F (a). Flygtningenævnet tiltrådte Udlændingeservices vurdering om, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved vurderingen af, om der er grundlag for at udelukke ansøgeren fra at opnå beskyttelse efter udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, bemærkede Flygtningenævnet, at nævnet i det væsentlige kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, også således som den under nævnsmødet var blevet præciseret blandt andet med hensyn til den organisatoriske opdeling mellem militæret og politiet i Tjetjenien. Det blev således lagt til grund, at ansøgerens myndighedsområde alene havde været indenfor politiet, og at han ikke havde haft noget ansvar for de militære myndigheder. Det … (Tekst udeladt af anonymiseringshensyn. Red.) Ansøgeren havde endvidere forklaret, at der udover hans politienhed var fire andre grupperinger, som deltog i modstandskampene. Det drejede sig om resterne af den tjetjenske hær, islamister/Wahabister, ”private hævnere” samt den russiske efterretningstjeneste, og ansøgeren havde ikke haft ansvaret for disse fire grupper. Ansøgeren havde benægtet, at den politienhed, som han havde haft ansvaret for, havde udført terrorhandlinger eller andre krigsforbrydelser, herunder tre af Udlændingeservice fremhævede aktioner. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at det efter det foreliggende baggrundsmateriale måtte lægges til grund, at ansøgeren tilhørte den moderate, ikke-islamistiske, del af den tjetjenske selvstændighedsbevægelse. Det bemærkes endeligt, at det af et høringssvar fra Udenrigsministeriet fremgår, at der ikke er fundet henvisninger, der forbinder ansøgeren med to af Udlændingeservice anførte aktioner. For så vidt angår de par henvisninger, der forbinder ansøgeren og hans gruppe med en nærmere omtalt aktion, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse henvisninger mod ansøgerens benægtelse havde en sådan sikker karakter, at de kunne tillægges afgørende vægt. På denne baggrund fandt Flygtningenævnet, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne antages, at ansøgerens enhed eller ansøgeren selv havde været ansvarlig for sådanne handlinger eller undladelser, som er omfattet af artikel 1 F i flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Flygtningenævnet meddelte således ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Rusland/2007/2
