Nævnet stadfæstede i oktober 2006 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1987. Indrejst i 2004 sammen med sin moder. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv særligt havde henvist til, at han ikke ønskede at udføre militærtjeneste i hjemlandet, idet han frygtede at blive sendt til kamphandlinger mod tjetjenere. Han havde endvidere henvist til, at moderen var blevet udsat for trusler, idet hun kort før udrejsen havde skrevet under på en vidneforklaring vedrørende et drab på en nabo. Flygtningenævnet fandt ikke, at det forhold, at ansøgeren risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han i givet fald ville være i risiko for at blive hvervet til militæropgaver i Tjetjenien. Flygtningenævnet henviste i den forbindelse til oplysningerne i Udlændingestyrelsens fact-finding rapport ”sikkerheds- og menneskerettighedsforhold m.v. i Tjetjenien” fra august 2005, hvoraf fremgår, at de regulære russiske tropper primært er professionelle soldater, og at den russiske hær fra 1. januar 2005 alene sender kontraktsoldater til Tjetjenien. Forklaringen om moderens underskrift på en falsk vidneerklæring var fremkommet meget sent i det samlede sagsforløb og blev ved sagens behandling i Flygtningenævnet angivet som hovedårsagen til udrejsen. Flygtningenævnet bemærkede, at det fremgik af moderens samtalereferat med styrelsen, at hun havde omtalt, at en mandlig nabo blev dræbt, men at hun ikke havde oplyst, at hun blev anmodet om at vidne i sagen, ligesom det fremgik, at der ikke var nogen præcis årsag til udrejsen i 2002. Det fremgik at materialet fremlagt af ansøgeren, at den pågældende person skulle være blevet dræbt i 2001, og ansøgeren havde ikke nærmere kunnet redegøre for det mellemliggende tidsforløb, hvorved bemærkedes, at det fremgik af de polske asylakter, at ansøgeren og moderen søgte om asyl i Polen i december 2002. Flygtningenævnet fandt ikke, at der var fremkommet en plausibel forklaring på, at det nu påberåbte hovedmotiv til udrejsen først var fremkommet ved nævnets behandling af sagen, og fandt derfor at måtte bortse fra de nye oplysninger. Uanset om oplysningerne måtte lægges til grund, fandt Flygtningenævnet dog ikke grundlag for at antage, at moderens forhold i givet fald skulle give anledning til asylrelevante problemer for ansøgeren. Flygtningenævnet fandt, at de ransagninger, der var foretaget i ansøgerens families bolig, var af generel karakter og således ikke rettet konkret og individuelt mod ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren ved en enkelt lejlighed var taget med af myndighederne måtte vurderes som en enkeltstående handling, som ikke kunne anses for asylbegrundende. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde medvirket til at skjule våben med videre, fandt Flygtningenævnet, at der var tale om en begrænset og underordnet virksomhed, som i øvrigt ikke kunne antages at være myndighederne bekendt, og derfor ikke var asylbegrundende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2006/4
