Rus20061

Nævnet meddelte i januar 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1978. Indrejst i oktober 2003. Ansøgeren er etnisk tjetjener. Under den første tjetjenske krig hjalp ansøgeren den tjetjenske oprørsbevægelse med transport af medicin, tøj, mad og andre forsyninger. Under den anden krig deltog ansøgeren aktivt i kamphandlingerne. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er tjetjener. Ansøgeren havde forklaret divergerende om sit asylmotiv til de polske og danske myndigheder, og han havde først under samtalen i Udlændingestyrelsen i maj 2004 omtalt en episode i maj 2002, hvor han under et russisk angreb efterlod sin jakke med sit id-kort. Uanset de divergerende forklaringer fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer efter en samlet vurdering af alle sagens oplysninger ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været tilbageholdt af de russiske myndigheder, som siden eventuelt havde fået kendskab til hans aktive deltagelse i den anden tjetjenske krig. Under henvisning hertil og til baggrundsoplysningerne fandt flertallet, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive tilbageholdt og således havde sandsynliggjort, at han ville være i en reel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til hjemlandet. Rus/2006/1