Nævnet stadfæstede i september 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1973. Indrejst i december 2003. Ansøgeren havde siden 1998 været leder af en navngiven organisation. Udlændingestyrelsen henviste i sit afslag til en anden navngiven organisation, der ifølge ansøgeren intet havde med hans organisation at gøre. Ansøgeren havde blandt andet forklaret, at han på grund af sine politiske aktiviteter blev forsøgt likvideret af FSB kort før udrejsen til Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at uanset hvilken af de to under nævnsmødet nævnte organisationer ansøgeren havde været leder af, lagde Flygtningenævnet efter ansøgerens forklaring til grund, at den pågældende organisation havde været legal og behørigt registreret. Det blev endvidere lagt til grund, at antallet af egentlige medlemmer havde været 20 personer. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde haft de af ham oplyste konflikter med de russiske myndigheder. Det blev i den forbindelse bemærket, at ansøgeren under sagens behandling i Danmark havde udbygget sin forklaring om antallet af tilbageholdelser i væsentlig grad. Ansøgeren havde endvidere forklaret divergerende om tidspunkterne for de forskellige anholdelser. Navnlig med hensyn til den episode, som ansøgeren havde forklaret skulle have fundet sted i december 2003, hvor ansøgeren skulle være forsøgt likvideret af de russiske myndigheder, bemærkede Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring ikke forekom sandsynlig eller troværdig. For det første forekom det ikke sandsynligt, at de russiske myndigheder, der dagen forinden skulle have dræbt organisationens næstformand og dennes ægtefælle i deres lejlighed, ikke ligeledes skulle have forsøgt straks at dræbe ansøgeren i hjemmet. Det forekom heller ikke sandsynligt, at politiet ikke skulle have sikret sig, at ansøgeren reelt var død, før de forlod ham, ligesom det heller ikke forekom sandsynligt, at de i givet fald ikke skulle have ransaget ansøgerens hjem og medtaget de dokumenter, der befandt sig i lejligheden. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren, efter at have været udsat for myndighedernes forsøg på at likvidere ham, havde forklaret, at han samme nat tog tilbage til sin bolig for at hente sit udenrigspas og forskellige papirer, som han ønskede at bruge i forbindelse med en asylansøgning i udlandet. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at hverken indholdet eller karakteren af de af ham fremlagte artikler gav grundlag for at antage, at disse artikler skulle have bragt ansøgeren i myndighedernes søgelys på en asylbegrundende måde. På denne baggrund sammenholdt med det faktum, at ansøgeren uden problemer havde fået udstedt pas af de russiske myndigheder i 2001, 2002 og 2003 og den kendsgerning, at ansøgeren udrejste legalt og uden problemer på sit eget ægte pas, kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved sin udrejse skulle være efterstræbt af de russiske myndigheder. Flygtningenævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland skulle være i risiko for asylbegrundende forfølgelse som følge af, at han havde været bortrejst fra hjemlandet i en længere periode. Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgerens ophold i et europæisk land i 2002, efter ansøgerens egen forklaring, ikke gav ham problemer ved hans tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet fandt således ikke, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2005/9
