Rus20055

Nævnet meddelte i april 2005 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1979. Indrejst i august 2004. Ansøgeren er etnisk tjetjener. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren under nævnsbehandlingen i det væsentlige havde forklaret samstemmende med den forklaring, som han havde afgivet til den beskikkede advokat. Flygtningenævnet fandt herefter at kunne lægge denne forklaring til grund for sagen. Det fulgte af forklaringen, at ansøgeren var ansat som politibetjent i Grosnij ved den anden tjetjenske krigs udbrud, at ansøgeren herefter mere eller mindre automatisk overgik til deltagelse i modstandskampen, at ansøgeren herefter havde deltaget i krigshandlinger gennem en længere periode mod de russiske styrker, at det lykkedes ansøgeren at flygte til Tyrkiet, at han efter at have opholdt sig i knap to år i Tyrkiet blev sendt til Moskva, hvor han blev anholdt, men løsladt via bestikkelse fra sin onkel. Efter onklens død udrejste ansøgeren af hjemlandet. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelle forhold for tjetjenere kunne medføre, at tjetjenere uden videre kunne anses som flygtninge på prima facie-basis. Under de foreliggende omstændigheder, herunder ansøgerens tilknytning til de tjetjenske myndigheder som ansat i politistyrken forud for den anden tjetjenske krig, sammenholdt med at ansøgeren havde været frihedsberøvet i Moskva efter tilbagesendelsen fra Tyrkiet, hvorfor han måtte antages at være i de russiske myndigheders søgelys, fandt Flygtningenævnet ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, som er nævnt i Flygtningekonventionen. Rus/2005/5