Nævnet stadfæstede i februar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1955 i Armenien. Indrejst i oktober 2004. Ved indrejse i Rusland og frem til 1996, hvor han rejste til Moskva, opholdt ansøgeren sig i en landsby, hvor han blev registreret af den lokale myndighed. Ansøgerens konflikter begyndte omkring 1993/1994. Han blev chikaneret af bevæbnede militser. Endvidere blev han chikaneret af politiet, idet han ikke havde arbejds- eller opholdstilladelse i Rusland. Politiet krævede vedvarende penge af ham mod, at ansøgeren i en kort periode kunne få lov til at arbejde og opholde sig i landet. I februar 1998 blev ansøgeren kortvarigt tilbageholdt af politiet og ført ud en skov, hvor han blev slået. Efter sin udrejse af Rusland har ansøgeren opholdt sig i Holland og Norge. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde oplyst, at han er født i det nuværende Armenien, at ansøgeren havde boet i Rusland fra 1989 og frem til udrejsen i 1999, og at ansøgeren ikke havde været politisk aktiv. Efter det foreliggende skulle ansøgeren asylretligt vurderes i forhold til Rusland. Der blev herved lagt vægt på længden af opholdet i Rusland sammenholdt med oplysningerne om, at ansøgeren havde haft sovjetisk pas. Hertil kom, at ansøgeren havde oplyst, at hans ophold i landsbyen var registreret af myndighederne. Ansøgeren havde således efter sine egne oplysninger opfyldt betingelserne for at opnå russisk statsborgerskab efter statsborgerskabslovgivningen fra 1992 og 1994. Den chikane, som ansøgeren havde oplyst at have været udsat for, herunder fra russiske politibetjentes side, havde ikke haft et sådan omfang og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet forfølgelse. Der havde endvidere været tale om enkeltstående episoder i forbindelse med myndighedernes generelle bestræbelser på at opretholde ro og orden, hvorunder borgernes identitet blev undersøgt. Ansøgeren måtte i givet fald henvises til at klage til en relevant overordnet myndighed. Idet oplysningerne om de generelt vanskelige forhold i Rusland for personer fra Kaukasus området heller ikke i sig selv kunne begrunde asyl, kunne det ikke lægges til grund, at ansøgeren havde været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom det heller ikke kunne antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden var i en konkret særlig risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Rus/2005/3
