Nævnet meddelte i december 2005 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Rusland, født 1953 (M) og 1966 (K). Indrejst i marts 2004. Flygtningenævnet stadfæstede i januar 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2004, hvorved ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I april 2005 anmodede den beskikkede advokat om genoptagelse af sagen, hvilket blev imødekommet. Til støtte for genoptagelsesanmodningen henviste advokaten til en erklæring fra marts 2005 fra Amnesty International, hvoraf det det fremgår, at såvel den mandlige ansøgers fysiske og psykiske symptomer samt en række objektive fund må antages at være følger af tortur. Flygtningenævnet udtalte, at de generelle forhold for tjetjenere i hjemlandet ikke i sig selv kunne medføre, at tjetjenere kunne anses som flygtninge på et prima facie basis. Ved bedømmelsen af den mandlige ansøgers forklaringer skulle der tages hensyn til indholdet af erklæringen fra marts 2005 fra Amnesty International, hvorefter ansøgeren er svækket fysisk og mentalt. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede forfølgelse fra de russiske myndigheder på grund af den mandlige ansøgers aktiviteter under de to tjetjenske krige og i mellemkrigsperioden, og de havde henvist til, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt to gange i marts og september 2003. Flygtningenævnet lagde efter det foreliggende til grund, at den mandlige ansøger i de ovenfor anførte perioder havde drevet transportvirksomhed med lastbil, og herunder transporteret fødevarer og medicin til oprørerne, at den mandlige ansøger i perioder havde bistand af medarbejdere, at den mandlige ansøger blev tilbageholdt af de russiske myndigheder i marts 2003 ved et checkpoint sammen med sin svoger, da de transporterede varer i svogerens lastbil, at de blev frataget deres varer og slået voldsomt og herefter efterladt i en vejgrøft, at den mandlige ansøger i forbindelse med en ransagning på hans daværende opholdssted blev tilbageholdt i fem dage i september 2003, at han blev tilbageholdt i en lejr, hvorunder han blev udsat for fysiske og psykiske overgreb, og at han efterfølgende blev løskøbt ved familiens betaling af 3000 dollars. Flygtningenævnet lagde videre til grund, at de fysiske og psykiske mén, som den mandlige ansøger havde pådraget sig, i følge erklæringen fra marts 2005 fra Amnesty International hidrørte fra tilbageholdelserne i marts og september 2003. Endelig lagde Flygtningenævnet til grund, at den mandlige ansøger efter tilbageholdelsen i september 2003 levede skjult i hjemlandet, og at myndighedspersoner flere gange henvendte sig til den kvindelige ansøger for at spørge efter den mandlige ansøger. Efter en samlet vurdering af den mandlige ansøgers forhold kunne Flygtningenævnet ikke afvise, at myndighederne i hvert fald efter tilbageholdelsen i september 2003, navnlig når der blev henset til arten og karakteren af tilbageholdelsen, havde opfattet den mandlige ansøger som en, der havde ydet oprørerne bistand. På denne baggrund fandtes den mandlige ansøger at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Henset til udfaldet af den mandlige ansøgers sag, fandtes den kvindelige ansøger tillige at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i konsekvens af ægtefællens forhold. Rus/2005/12
