Nævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et russisk ægtepar fra Tjetjenien, født i 1960 (M) og 1964 (K), samt to børn. Indrejst i juli 2004. Flygtningenævnet bemærkede indledningsvist, at ansøgerne under sagsforløbet havde forklaret divergerende – også indbyrdes - om væsentlige forhold. Ansøgerne er etniske tjetjenere, begge født og opvokset i Tjetjenien. Ingen af dem havde været medlem af politiske partier eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger havde hverken deltaget i den første eller anden Tjetjenien krig. Han havde ifølge sin forklaring i Udlændingestyrelsen sympatiseret med oprørerne og hjulpet med madvarer. Flygtningenævnet lagde til grund, at den mandlige ansøger og hans lillebroder blev tilbageholdt i en lejr i cirka en måned i 1995, og at ansøgeren under tilbageholdelsen var udsat for fysiske overgreb. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke, at denne hændelse på tidspunktet for nævnets afgørelse kunne begrunde asyl. Nævnet fandt heller ikke, at de generelt vanskelige forhold i Tjetjenien kunne begrunde asyl. Selvom Flygtningenævnet måtte lægge til grund, at den mandlige ansøger havde været tilbageholdt i en kort periode i november/december 2003, fandt nævnet ikke, at dette i sig selv var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren blev løsladt mod betaling uden yderligere betingelser, således som det også var tilfældet i 1995, og at han under tilbageholdelsen ifølge sin egen forklaring under samtalen med Udlændingestyrelsen, hverken blev udsat for overgreb eller afhøring. Nævnet bemærkede, at tilbageholdelsen måtte anses som led i de generelle forhold i Tjetjenien. Ansøgeren opholdt sig herefter i cirka et halvt år i Tjetjenien, før han udrejste. Den kvindelige ansøger havde under samtalen med Udlændingestyrelsen oplyst, at hjemmet efter ægtefællens løsladelse ikke længere var udsat for ransagninger. Nævnet kunne ikke lægge den kvindelige ansøgers nye forklaring i nævnet til grund. Den blev afgivet, efter at hun havde hørt ægtefællens forklaring. Den kvindelige ansøger havde som sit asylmotiv henvist til forfølgelsen af ægtefællen. Nævnet fandt ikke, at ansøgerne havde sandsynliggjort, at de var forfulgt, da de udrejste. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at de havde sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel og nærliggende risiko for at blive udsat for en behandling, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne opfyldte således ikke betingelserne for at opnå asyl. Flygtningenævnet fandt endvidere ikke anledning til i overensstemmelse med advokatens mest subsidiære påstand at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen. Rus/2005/11
