Flygtningenævnet stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland, født 1962. Indrejst i november 2004. Ansøgeren havde under sagen forklaret, at han var etnisk russer og kristen og opvokset på et børnehjem i Groznyj i Tjetjenien, hvor en ældre dame fra børnehjemmet tog sig af ham. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde godtgjort sin identitet. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at det af en sprogtest fra december 2004 fremgik, at ansøgeren åbenbart ikke hørte hjemme i Tjetjenien, men med stor sandsynlighed er fra Rusland med en dialekt som forekommer i det sydlige Rusland og Ukraine. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde noget kendskab til Groznyj, hvor han angav at være opvokset, eller til Tjetjenien i øvrigt, og at ansøgerens forklaringer om sine opvækstforhold var upræcise og usikre, herunder omkring ansøgerens erhvervelse af kørekort. Ansøgerens forklaring om, i en årrække at have arbejdet og levet under slavelignende forhold og været udsat for fysiske overgreb, fremstod som mindre overbevisende. Uanset om ansøgerens forklaring herom i det væsentlige blev lagt til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kunne antages at være myndighedsunderstøttede, men måtte anses for kriminelle handlinger, der ikke kunne medføre opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for forfølgelse fra myndighederne på grund af en videobåndsoptagelse foretaget af en gruppe tjetjenere i forbindelse med tilbageholdelse af ansøgeren med det formål at fremstille det som om, ansøgeren skulle have henrettet nogle russiske militærpersoner. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at forklaringen herom fremtrådte som usandsynlig og konstrueret. Uanset om ansøgeren måtte have undladt at møde til militærtjeneste i 1981 fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efterfølgende havde rettet henvendelse til myndighederne uden at være blevet tilbageholdt, og at der efter de foreliggende oplysninger ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for en sådan uforholdsmæssig straf, at der på dette grundlag burde meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at forholdet lå mere end 20 år tilbage i tid. Flygtningenævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved udrejsen var asylbegrundende forfulgt eller ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for en sådan forfølgelse. Rus/2005/10
