Nævnet stadfæstede i september2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Tjetjenien, født i 1974. Indrejst i januar 2003. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk tjetjener. Nævnet lagde til grund, at ansøgeren havde søgt asyl i Polen i juni 2001 efter at være udrejst af Tjetjenien i maj 2001. Ansøgeren fik afslag på sin ansøgning i Polen. Ansøgeren havde ikke oplyst de danske myndigheder om sit ophold i Polen, men havde foreholdt oplysning herom erkendt opholdet. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren havde forklaret helt forskelligt om sit asylmotiv til henholdsvis de polske og danske myndigheder, og at han over for begge landes myndigheder havde udbygget sin forklaring. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde deltaget i den første tjetjenske krig, og uanset om det også lagdes til grund, at ansøgeren havde arbejdet i Vakha Arsanovs sikkerhedstjeneste i 1998-1999, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold kunne begrunde asyl. Ansøgeren havde ikke profileret sig, og uagtet at ansøgeren mente, at han var registreret i anledning af sit arbejde i sikkerhedstjenesten, så blev han ikke eftersøgt af de russiske myndigheder, ligesom han i april 2001 – angiveligt via en mellemmand – fik udstedt ægte nationalitetspas af de russiske myndigheder, for kort tid efter at udrejse til Polen. Ifølge ansøgerens forklaring til de polske myndigheder havde han ingen problemer ved grænseovergangen fra hjemlandet. Af samme grund fandt nævnet heller ikke, at ansøgerens angivelige deltagelse i den anden tjetjenske krig havde sat ansøgeren i myndighedernes søgelys. Det bemærkedes, at ansøgeren ifølge sin forklaring i Flygtningenævnet kun havde deltaget i ét angreb uden nærkamp, og at han i en længere periode opholdte sig hos en fætter på ca. fyrre år, uden at myndighederne henvendte sig på denne bopæl. Flygtningenævnet måtte herefter lægge til grund, at ansøgeren ikke var asylretligt forfulgt, da han udrejste. De generelle forhold i Tjetjenien, herunder for mænd i den våbenføre alder, fandtes ikke i sig selv at kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland ville være i risiko for forfølgelse, og da Flygtningenævnet heller ikke fandt, at han ville være i reel risiko for straf eller behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, opfyldte han ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Rus/2004/6
