Rus20043

Nævnet meddelte i juli 2004 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Rusland, født i 1977 (M) og 1975 (K), samt to børn. Indrejst i april 2002. Det fremgår af sagens oplysninger, at den mandlige ansøger fra 1994 til 1997 var medlem af VDP, og at han fra 1993 til sin udrejse af Tjetjenien i 2003 tillige var medlem af den tjetjenske modstandsbevægelse. Det fremgår videre, at den mandlige ansøger i 1995 var tilbageholdt af de russiske myndigheder. Han blev under afhøringerne udsat for tortur. I september 2000 blev ansøgeren på ny tilbageholdt af de russiske myndigheder i forbindelse med en ransagning af byen. Han var tilbageholdt i tre dage, og i denne periode blev han udsat for tortur. Ansøgeren blev efterfølgende løskøbt af sin moder. Han holdt sig herefter skjult. Familien blev jævnligt opsøgt af de russiske myndigheder, der spurgte efter den mandlige ansøger. Den mandlige ansøgerens moder og søster blev slået i forbindelse hermed. Den mandlige ansøger havde hørt, at der var anbragt nogle lister ved forskellige kontrolposter, og at hans navn figurerede på en sådan liste. Som følge heraf mener den mandlige ansøger, at han er eftersøgt af de russiske myndigheder. Flygtningenævnet udtalte, at uanset at der var troværdighedsproblemer med ansøgernes forklaringer, fandt nævnet dog ikke ganske at kunne afvise den mandlige ansøgers forklaring om, at han i 1995 og 2000 havde været tilbageholdt af de russiske myndigheder. Nævnet fandt endvidere ikke at kunne udelukke, at den mandlige ansøger på denne baggrund ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. Rus/2004/3