Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Sagen har været sambehandlet med ansøgerens mors og søsters sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [en mindre by], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive tilbageholdt og udsat for overgreb eller dræbt af myndighederne, idet hans far har været livvagt for den tjetjenske oppositionsleder […]. På denne baggrund blev faren tilbageholdt og udsat for tortur i 2002. Faren har været eftersøgt af myndighederne siden omkring år 2000. Herefter udrejste familien til Norge i 2008. I september 2011 blev ansøgeren af de norske myndigheder udsendt til Rusland, hvor han tog ophold hos nogle familiemedlemmer. [primo] 2012 blev ansøgerens mor og ansøgerens farfar anholdt. Moren blev slået kraftigt i baghovedet, men blev løsladt undervejs til politistationen efter få hundrede meters kørsel og smidt ud af bilen. [Tre dage senere] blev farfarens lig afleveret til ansøgerens farmor. [I foråret] 2012 blev ansøgerens far tilbageholdt af myndighederne, men han blev løsladt igen [nogle dage senere], idet han underskrev en erklæring om, at han ville medvirke til at slå [oppositionslederen] ihjel. Familien udrejste herefter igen i [sommeren] 2012 til Norge, hvor de i 2014 fik afslag på asyl. [Primo] 2014 rejste ansøgeren frivilligt med sin mor til Tjetjenien for at få sin ældste søster med ud af landet. De skulle have mødtes med [oppositionslederen], men idet han blev tilbageholdt af myndighederne kort før deres indrejse, tog de i stedet ophold hos hans familiemedlemmer, hvor de opholdt sig frem til [sommeren] 2014. Idet de fik oplysninger om, at myndighederne igen havde opsøgt deres gamle bopæl, udrejste ansøgeren og hans mor igen i [sommeren] 2014, hvorefter de indrejste i Danmark og søgte asyl. Endvidere har ansøgeren til Udlændingestyrelsen oplyst, at han frygter at blive indkaldt til militærtjeneste. Dette har han dog ikke gentaget for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i det væsentlige har henholdt sig til farens angivelige konflikt med myndighederne på grund af politiske forhold, men at hverken han eller hans mor, hvis sag er behandlet samtidig, har kunnet forklare om farens forhold. Det kan imidlertid lægges til grund, at ansøgeren ikke selv har været udsat for konkrete konflikter. Hertil kommer, at ansøgeren i 2014 frivilligt er rejst tilbage fra Norge og har kunnet indrejse legalt gennem Moskva lufthavn uden anden reaktion fra myndighederne end en sædvanlig afhøring ved indrejse. Flygtningenævnet anser dette for ganske afgørende, særligt henset til, at ansøgeren inden den seneste indrejse er blevet voksen. Det kan endvidere lægges til grund, at han derefter har opholdt sig omkring fem måneder i hjemlandet uden problemer. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren i hele denne periode har opholdt sig i skjul. Uanset om den tidligere bopæl måtte være blevet fotograferet af ukendte personer, findes det ikke i sig selv at kunne understøtte, at ansøgeren var under overvågning eller efterstræbt af myndighederne. Den omstændighed, at ansøgeren måtte blive indkaldt til at aftjene militærtjeneste, kan ikke i sig selv begrunde asyl, og Flygtningenævnet tiltræder herved Udlændingestyrelsens begrundelse herom. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/33/ADP
