rusl201817

Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra Rostov/[…], Ingusjetien. Ansøgeren har indsamlet underskrifter for afsættelse af den daværende præsident i Ingusjetien i 2008 samt deltaget i en demonstration i Moskva [i sommeren] 2013. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet eller henrettet af de russiske og de ingusjetiske myndigheder, idet hun er anklaget for at have hjulpet sin bror med at hverve oprørssoldater til Syrien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun hjalp sin bror, der var aktivist for oppositionen, med underskriftindsamling med henblik på afsættelse af den siddende præsident, og uddeling af flyers. Ansøgerens families bopæl blev ransaget flere gange af myndighederne som følge af brorens aktiviteter. Ved en ransagning i [sommeren] 2008 plantede myndighederne beviser mod broren i form af islamistisk materiale og våben eller granater. Dekanen, på det universitet som ansøgeren gik på, oplyste i foråret 2008, at sikkerhedstjenesten havde stillet spørgsmål om ansøgeren. Ansøgeren oplevede ikke problemer i perioden frem til 2013. I [sommeren] 2013 deltog ansøgeren i en demonstration i Moskva mod forholdene i Ingusjetien. I [slutningen af] 2013 blev ansøgeren anholdt uden for sin arbejdsplads i Moskva, taget med til afhøring og tilbageholdt i otte dage. Ansøgeren fik taget fingeraftryk og biometri. Ansøgeren blev under tilbageholdelsen truet og slået, og i forbindelse med afhøringer blev ansøgeren forevist billeder og spurgt om navne på personer, men hun kendte ikke personerne. Ansøgeren blev også afhørt om sit kendskab til en person, som havde været boksetræner for ansøgeren, da hun læste i Dagestan, idet myndighederne mistænkte ham for at være terrorist. Ansøgeren blev afhørt hver dag, og slået de første seks dage. Da ansøgeren blev løsladt, fik hun at vide, at hun ikke måtte forlade Moskva. Ægtefællen til en af ansøgerens vigtige kunder på den klinik, hvor hun arbejdede, der havde haft en stor stilling inden for FSB, fik ansøgeren løsladt. Ansøgeren var samme dag, som hun blev anholdt, blevet ringet op af en veninde, som boede i den lejlighed, hvor ansøgeren havde sin adresse, og oplyste, at myndighederne havde ransaget lejligheden. Veninden oplyste videre, at hun i den forbindelse havde oplyst myndighederne, hvor ansøgeren reelt boede, og hvor ansøgeren arbejdede. Ansøgeren fik efter løsladelsen oplyst, at hendes reelle bopæl også var blevet ransaget. Ansøgeren blev ved sin tilbagevenden til sit arbejde bedt om at sige op, men hun skulle dog afslutte igangværende behandlingsforløb. Ca. tre uger efter sin løsladelse hentede myndighederne ansøgeren på hendes arbejdsplads og tog hende med til afhøring. Myndighederne ville have ansøgeren til at underskrive en tilståelseserklæring om at have deltaget i terroraktioner, hvilket ansøgeren nægtede. De spurgte også ind til boksetræneren igen. Da ansøgeren fik lov til at gå, fik hun oplyst, at hun gerne måtte rejse. Efter ansøgeren forlod sit arbejde, arbejdede hun som freelance […] på andre klinikker i Moskva. Ansøgerens forældres bopæl blev i 2014 ransaget tre gange på grund af hendes bror. Ansøgeren besøgte sine forældre et par gange i 2015, idet hendes mor var syg. I [efteråret] 2015 tog ansøgeren igen hjem til sine forældre, idet hendes mor havde fået det dårligere. Ansøgerens bror kom også hjem fra Georgien. [I efteråret] 2015 tog ansøgeren sin mor til scanning i Nazran. Ansøgerens fætter kom til hospitalet og fortalte, at forældrenes hjem var blevet ransaget af myndighederne [om natten], i hvilken forbindelse de havde plantet islamistisk materiale og våben eller granater. Ansøgerens far har oplyst, at han i forbindelse med en afhøring i eftersommeren 2015 fik oplyst, at var rejst sag imod ansøgeren og hendes bror for at have rekrutteret Syrienskrigere. Ansøgeren tog herefter til [en by] i et bjergområde hos hendes fætters ægtefælle, mens hendes fætter hjalp moren hjem. Ansøgeren udrejste af Rusland [i slutningen af] 2015. Ansøgerens bror tog tilbage til Georgien. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sagen har afgivet en konsistent forklaring, og at hun under nævnsmødet har fremtrådt troværdig og redegjort for baggrunden for de divergenser, der har været i hendes forklaringer for Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnets flertal lægger herefter til grund, at ansøgeren har en konflikt med FSB i Ingusjetien, der beskylder hende for sammen med sin bror at hverve Syrienskrigere i Ingusjetien. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren på grund af karakteren af konflikten ikke kan henvises til at tage ophold i andre dele af Rusland. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2018/17/LMD