Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rostov provinsen, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive anholdt af myndighederne, fordi myndighederne mistænker hendes ægtefælle for at samarbejde med wahabisterne. Ansøgeren frygter endvidere wahabisterne, fordi hun har forladt Rusland. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle blev anholdt om natten til [en nærmere bestemt dato i efteråret] 2014 af 7-8 militærfolk, som brød ind på familiens bopæl. Disse personer sagde, at ægtefællen stod i ledtog med wahabisterne, hvorfor han var en forbryder. En af myndighedspersonerne spurgte hvor sønnerne var, hvortil hun svarede, at de var hos deres bedsteforældre. Hun véd ikke, hvorfor de ikke tilbageholdt hende. Personerne tog ægtefællen med sig. Ansøgeren søgte herefter tilflugt hos sin moster. Den efterfølgende dag ringede naboen til ansøgeren og fortalte, at sikkerhedsfolk havde været på ansøgerens adresse og spurgt naboerne efter hende og sønnerne. Ansøgeren skiftede herefter opholdssted og flyttede til sin morbror. Myndighederne opsøgte mosterens bopæl og senere, efter at ansøgeren var udrejst fra Tjetjenien, morbrorens bopæl. Myndighedere har ligeledes opsøgt svigerforældrene, hvor de har spurgt efter ansøgeren og sønnerne, senest i [begyndelse af] 2017. Særligt svigerfaren blev intimideret og afgik ved døden dagen efter en brutal afhøring i [begyndelsen af 2017]. Flygtningenævnet har behandlet ansøgerens sag sammen med hendes søns sag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har for så vidt angår ansøgeren lagt vægt på, at hendes forklaring om begivenhederne i forbindelse med den voldsomme anholdelse af hendes mand ikke er forekommet selvoplevet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hun har forklaret overordnet og i generelle vendinger herom. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og udetaljeret på spørgsmål om, hvad hun og hendes slægtninge har gjort for at eftersøge hendes mand. Flygtningenævnet har endvidere fundet det påfaldende, at ansøgeren ikke har fortalt sin søn, der nu er 18 år, hvad der skete i forbindelse med anholdelsen af hans far. Flygtningenævnet har taget hensyn til, at ansøgerens søn var under 18 år på tidspunktet for flugten, og at der under ansøgerens søns første samtale med Udlændingestyrelsen og under mødet i Flygtningenævnet har medvirket russisk talende tolke, selvom ansøgerens søns modersmål er tjetjensk. Flygtningenævnet finder dog, at de divergenser, der er mellem hans oprindelige forklaring og ansøgerens forklaring er af et sådant omfang og af en sådan karakter, at de ikke alene kan skyldes ansøgerens søns alder eller tolkeproblemer. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens søn har kunnet svare relevant på tolkens oversættelse af spørgsmålene under mødet i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund påfaldende, at ansøgerens søn under den første samtale med Udlændingestyrelsen [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2016 efter frokostpausen, hvor han havde lejlighed til at tale med ansøgeren, gav udtryk for, at han havde misforstået spørgsmålene om formiddagen på grund af sine ringe russiskkundskaber. Flygtningenævnet har efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen og ansøgeren og hendes søns forklaringer fundet, at troværdigheden er svækket i en sådan grad, at ansøgernes forklaringer ikke kan lægges til grund.Nævnet bemærker, at den generelle sikkerhedssituation for tjetjenere i Rusland ikke kan antages at have en sådan karakter, at der er risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for individuel og reel forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2017/7/STR
