Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2007.
Flygtningenævnet udtalte:
”Det bemærkes indledningsvis, at Flygtningenævnet ikke finder grundlag for at behandle sagen på et mundtligt nævnsmøde, jf. udlændingelovens §§ 53, stk. 9, og 56, stk. 3. Ansøgeren er etnisk russer og kristen ortodoks fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af de personer, der har voldtaget hende, eller nogle af deres venner eller slægtninge. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun blev voldtaget af tre personer i 1996. To af disse personer blev idømt syv til otte års fængsel, mens den tredje person gik fri, idet han havde indflydelsesrige kontakter. Syv måneder efter blev hun truet til at arbejde som prostitueret. Dette gjorde hun frem til sin udrejse i 2007. Ansøgeren har i perioden fra 1997 til 2007 modtaget omkring 20-30 trusler over telefon, mail og Facebook. Efter sin indrejse i Danmark har ansøgeren løbende modtaget yderligere trusler via sociale medier. Ansøgeren har derudover som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive fængslet af de russiske myndigheder, idet hun har kritiseret de russiske myndigheder, herunder Ruslands krige mod Ukraine og Syrien, på de sociale netværk ”www.ok.ru”,
www.vk.ru”, ”www.facebook.com” samt ”www.twitter.com” Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i 2012 begyndte at lægge ting op på sociale medier og like systemkritiske opslag. Derudover har ansøgeren delt filmen ”Chaika” omkring eller i år 2013. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital i Rusland. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun i efteråret 2016 blev kørt med ambulance til og indlagt på et psykiatrisk hospital i Rusland, idet hun fik et angstanfald, samt at hun på grund af uoverensstemmelser med en anden patient blev forsøgt overført til en lukket afdeling. Ansøgeren har oplyst, at hun blev løsladt fra hospitalet, fordi hun sagde, at hun havde dansk statsborgerskab, og at hun ville ringe til den danske ambassade. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til Udlændingestyrelsen, Dansk Flygtningehjælp og sin advokat til grund. Flygtningenævnet kan således lægge ansøgerens forklaring om voldtægten i 1996 til grund, samt at hun efterfølgende har modtaget en række trusler via telefon og internet fra personer, som ansøgeren formoder har tilknytning til voldtægtsmændene. Nævnet kan endvidere lægge ansøgerens forklaring om, at hun liket og delt regimekritiske opslag på de sociale medier til grund, ligesom nævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at hun [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016 blev bragt med en ambulance til et hospital, fordi hun fik et angstanfald, samt at hun blev forsøgt overført til en lukket afdeling, til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at de trusler, som ansøgeren har modtaget i Rusland, samt de trusler, som ansøgeren har modtaget på de sociale medier efter sin indrejse i Danmark, og som er af privatretlig karakter, har været af en sådan karakter og intensitet, at de kan medføre opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren har oplyst, at hun har anmeldt en række af truslerne til de russiske myndigheder, men at politiet nægtede at modtage hendes anmeldelser, idet der ikke var handling bag truslerne, kan ikke føre til en ændret vurdering heraf. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren må henvises til at klage til den rette overordnede myndighed over lokalpolitiets eventuelle manglende behandling af hendes anmeldelser. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det forhold, at ansøgeren har ytret sig kritisk og delt systemkritiske ytringer på de sociale medier om de russiske myndigheder, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at hun skulle stå i et modsætningsforhold til de russiske myndigheder som følge heraf. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til sagen har oplyst, at hun har været tilbage i Rusland ca. en gang om året siden 2007, og at hun senest har indrejst legalt i Rusland [på et nærmere bestemt tidspunkt i] 2016, hvor hun fløj til Skt. Petersborg og derefter fløj med sin mor på ferie [i et andet land] og tilbage til Skt. Petersborg, uden at opleve problemer med de russiske myndigheder. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at den omstændighed, at ansøgeren har forklaret, at hun i hjemlandet oplevede at blive forsøgt tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, kan begrunde asyl. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis hertil, at Rusland har tiltrådt FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap, som også vedrører forhold i psykiatrien, samt at de russiske myndigheder kan tvangsindlægge personer, såfremt de har hjemmel hertil og skønner det nødvendigt i det konkrete tilfælde. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at det pågældende forsøg på tvangsindlæggelse har været af asylrelevant karakter, eller at der er grund til at antage, at de russiske myndigheder ikke har levet op til deres forpligtelser i henhold til den pågældende FN-konvention. Det anførte om ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder den i sagen fremlagte dokumentation for, at ansøgeren har en række psykiske lidelser, ikke kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet helbredsmæssige oplysninger ikke i sig selv er af asylrelevant karakter. Flygtningenævnet har ikke kompetence til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, herunder af humanitære hensyn. Kompetencen hertil henhører under Udlændingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Nævnet er bekendt med, at ansøgeren har en verserende sag i Udlændinge- og Integrationsministeriet vedrørende humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved tilbagevenden til Rusland risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker endelig, at nævnet har fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor ikke er grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2017/15/CHHA
