Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Rusland og en kvindelig statsborger fra Ukraine samt deres fællesbarn. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk karachaevec og muslim fra […], Rusland. Den kvindelige an-søger er etnisk ukrainer og kristen ortodoks fra […], Ukraine. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive forfulgt af både wahhabi-sekten samt den russiske efterretningstjeneste. Den kvindelige ansøger henviser til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far i 1998 blev slået ihjel af medlemmer af wahhabi-sekten, idet han modsatte sig, at ansøgerens brødre skulle deltage i deres aktioner, samt at han i 2002 blev opsøgt af nogle medlemmer af wahhabi-sekten, der gennembankede ham. Den mandlige ansøger blev i [foråret] 2006 opsøgt på sin bopæl af nogle medlemmer af sekten, der ville have ansøgeren til at deltage i et terrorangreb sammen med dem. Ansøgeren nægtede at deltage heri, hvorefter de tog ansøgerens pas og papirer, så ansøgeren ikke kunne flygte. Efter ansøgeren havde ringet anonymt til det lokale politi samt til efterretningstjenesten, så blev wahhabi-sektens tilholdssted beskudt og nedbrændt. Efterfølgende har ansøgeren hørt rygter om, at de efterladte til de medlemmer af wahhabi-sekten, der blev slået ihjel i forbindelse med beskydningen af tilholdsstedet, efterstræber den mandlige ansøger og vil slå ham ihjel. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv videre oplyst, at han frygter, at den russiske efterretningstjeneste har fundet hans dokumenter og pas ved det brændte tilholdssted, og at de således urigtigt antager, at ansøgeren ligeledes er medlem af wahahabi-sekten. Ansøgerne oplyste ved indrejsen i 2007, at den kvindelige ansøger var russisk statsborger. Ansøgerne har først i 2016 vedgået, at hun rettelig er ukrainsk statsborger. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger tillige har vedgået, at ansøgerne forfalskede deres vielsesattest vedrørende hendes nationale tilhørsforhold. Disse forhold er i sig selv egnede til at mindske troværdigheden af ansøgernes oplysninger. Ansøgerne har fastholdt deres oprindelige asylmotiv, og der er ikke fremkommet nye oplysninger herom. På denne baggrund, og når der anses til det ovenfor anførte, finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at foretage en anden bevisvurdering end sket ved Flygtningenævnets afgørelser i [foråret] 2008 og i [sommeren] 2012. Flygtningenævnet forkaster herefter ansøgernes forklaringer om det påberåbte asylmotiv. Ansøgerne skal vurderes i forhold til deres respektive hjemlande, og den kvindelige ansøger har oplyst, at hun ikke har noget selvstændigt asylmotiv, men frygter at blive udsat for problemer på grund af de generelle forhold i Ukraine. Efter udfaldet af bevisvurderingen, og når der henses til oplysningerne om ansøgernes personlige forhold, hvor begge ansøgere fremstår uprofilerede, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan videre ikke lægges til grund, at den kvindelige ansøger har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Ukraine risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2017/11/DMO
