Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Grosnyj, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ikke vil overleve en tilbagevenden til Tjetjenien, fordi han tidligere har været tilbageholdt af uniformerede personer fra, hvad ansøgeren formoder, er politiet. Ansøgeren har uddybende oplyst, at når man én gang har været tilbageholdt og mistænkt, så forsvinder folk ofte sporløst eller bliver slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans ven [A] ringede til ham en dag i [sommeren] 2015, fordi [A] havde brug for hans hjælp, idet ansøgeren skulle køre [A] hen til bydelen Katajama i Grosnyj. Undervejs bad [A] ansøgeren om at køre ind til et marked. Ansøgeren ventede i bilen i omkring en halv time, hvorefter [A] kom tilbage med tre poser i hænderne. Der var madvarer i den ene pose, men ansøgeren så ikke, hvad der var i de to øvrige poser. Herefter kørte ansøgeren og [A] til Katajama, hvor de standsede ved en stor park. Ansøgeren blev siddende i bilen, mens [A] steg ud og mødtes med en ung mand, som ansøgeren ikke kendte. [A] afleverede poserne til den unge mand. [A] skulle ikke med tilbage, hvorfor han bad ansøgeren om at køre uden ham. Efter to til tre dage fik ansøgeren at vide, at [A] var blevet slået ihjel. Ansøgeren hørte det først fra nogle venner og så efterfølgende i tv-nyhederne, at to personer var blevet slået ihjel i forbindelse med en skudveksling med politiet i Katajama. Ansøgeren formodede straks, at han var i problemer, hvorfor han ikke gik uden for en dør dagen efter. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren overfaldet på sin bopæl, mens han lå og sov. Da ansøgeren kom til bevidstheden, befandt han sig i en kørende bil med en pose over hovedet. Han blev tilbageholdt i omkring to måneder. Han blev afhørt om sin relation til [A] og om sine hensigter sammen med [A]. Ansøgeren blev beskyldt for at planlægge et eller andet, måske en eksplosion, sammen med [A]. Ansøgeren blev også udsat for fysisk vold under afhøringerne. De ukendte personer, der tilbageholdt ansøgeren, bar camouflage-farvede uniformer, våben og var maskerede. I [efteråret] 2015 blev ansøgeren løsladt, fordi hans familie betalte et ukendt beløb for hans løsladelse. Herefter var ansøgeren hjemme hos sin mor i omkring to måneder, hvor han hverken arbejde eller gik uden for en dør. Da han begyndte at gå uden for igen, opdagede han en bil, der holdt parkeret foran huset, og som fulgte efter ham. Ansøgerens mor insisterede herefter på, at ansøgeren udrejste af Rusland. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været afglidende og upræcis, hvorfor den ikke fremstår selvoplevet. Forklaringen har videre været præget af mangel på detaljer og ansøgerens manglende viden om forhold, som må anses for at have været af stor betydning for, at han fremadrettet kunne vurdere, hvilken grad af risiko han befandt sig i efter, at myndighederne havde løsladt ham. Dette gælder blandt andet med hensyn til spørgsmålet om, hvordan ansøgerens familie kom i kontakt med de personer, der tilbageholdt ham, moderens observationer i forbindelse med, at ansøgeren blev afhentet i hjemmet, herunder om der ved samme lejlighed skete noget med hende, samt familiens forhandlinger om ansøgerens løsladelse og betalingen af bestikkelse/løsepenge. Ansøgeren har videre forklaret divergerende omkring omstændighederne i forbindelse med løsladelsen, idet han under mødet i nævnet har forklaret, at han ikke var klar over, at myndighederne havde til hensigt at løslade ham, da de kørte ham tilbage til bopælen, og at han på dette tidspunkt stadig ikke troede, at han ville slippe levende fra tilbageholdelsen. I såvel oplysnings og motivsamtalen som asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at myndighedspersonerne meddelte ham, at han ville blive løsladt, hvorefter de kom tilbage og gav ham en sæk over hovedet og kørte ham hjem. Ansøgerens forklaring om, at han var så medtaget som følge af de overgreb, han var udsat for under tilbageholdelsen, at han ikke havde overskud til at stille spørgsmål, harmonerer endvidere dårligt med den omstændighed, at han ikke havde kontakt til sundhedsvæsnet i Tjetjenien, og at han først knap et år efter indrejsen havde kontakt til det danske sundhedsvæsen. Ansøgeren har forklaret, at tilbageholdelsen af ham skyldes, at han i sin taxa har kørt for vennen [A], at [A] kort efter blev skudt af myndighederne, og at myndighederne mente, at [A] stod bag en bombeeksplosion. Ansøgeren har videre forklaret, at myndighederne ikke kom med konkrete beskyldninger eller anklager mod ham, men at der alene blev stillet åbne spørgsmål til hans og [A’s] hensigter. Det er ikke sandsynligt, at myndighederne skulle have valgt at løslade ansøgeren mod bestikkelse, hvis de antog, at ansøgeren aktivt havde taget del i så alvorlige oprørsaktiviteter. Endelig bemærkes, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren på trods af, at han har forklaret, at hans udrejse kan have haft alvorlige konsekvenser for hans familie, hverken har sikret sig, at han havde deres telefonnumre eller har forsøgt at komme i kontakt med dem. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2017/1/EMU
