Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske tjetjenere, statsborgere i Rusland og muslimer af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er flygtet, da han skulle udstationeres i Ukraine. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han den [ultimo] 2014 fik at vide, at han skulle udstationeres i Ukraine. Idet han ikke ønskede dette, udrejste han sammen med sin familie [ultimo] 2014. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i det væsentlige henvist til det samme som sin ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle kom hjem til familiens bopæl [ultimo] 2014 og fortalte, at han skulle udstationeres i Ukraine. Idet hendes ægtefælle ikke ønskede at blive udstationeret, besluttede de at udrejse. Ansøgerne har i advokatindlægget og under mødet i Flygtningenævnet fragået deres oplysninger om ovennævnte datoer og anført, at den mandlige ansøger forud for [ultimo] 2014 fik at vide, at han skulle udsendes til Ukraine, og at han [ultimo] 2014 besluttede, at familien skulle udrejse, hvorefter familien udrejste den [ultimo] 2014. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Nævnet har vurderet, at ansøgernes forklaring på flere punkter fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har til Udlændingestyrelsen har forklaret, at de aldrig har haft udenrigspas, og at de aldrig har søgt om visum til nogen lande, ligesom de ikke er blevet registreret i nogen lande under vejs til Danmark. Endelig har ansøgerne til Udlændingestyrelsen forklaret, at de først besluttede at udrejse [ultimo 2014], fordi den mandlige ansøger på det tidspunkt fik at vide, at han skulle udsendes til Ukraine, og at de ikke tidligere havde planlagt at udrejse af Tjetjenien. Det fremgår imidlertid af oplysninger fra den danske ambassade i Moskva, at den italienske ambassade i Rusland [ultimo] 2014 havde udstedt 30 dages visum til ansøgerne, ligesom det fremgår af oplysninger modtaget fra de polske myndigheder, at ansøgerne er registreret som indrejst i Polen [ultimo] 2014. Ansøgeren er af Udlændingestyrelsen blev foreholdt disse oplysninger, men har fastholdt deres forklaring. I advokatindlægget og under nævnsmødet har ansøgerne imidlertid forklaret, at det er korrekt, at de ansøgte om visum, og at det er korrekt, at de har været i Polen, samt de i udrejste af Tjetjenien [ultimo] 2014. Endelig har ansøgerne forklaret, at deres første forklaring var usand, og at de var blevet rådet til ikke at oplyse sandheden til de danske myndigheder af andre asylansøgere. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaring om asylmotivet skal tilsidesættes i sin helhed. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerne har afgivet en divergerende forklaring om centrale dele af deres asylmotiv. Ansøgerne har som ovenfor nævnt forklaret divergerende, om hvornår den mandlige ansøger fik at vide, at han skulle til Ukraine og om, hvornår familien besluttede at udrejse samt om, hvornår de faktisk udrejste. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser, som Flygtningenævnet ikke finder alene kan forklares ved, at ansøgerne bevidst fortalte usandheder for at sløre, at de havde søgt om visum og for at sløre, at de havde været i Polen. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgerne tillige har forklaret divergerende om, hvem der søgte om visum for dem, herunder om det var den mandlige ansøgers onkel, eller om det var [en kvinde] fra Moskva, hvortil kommer at hele forklaringen, om hvordan de fik udstedt visa fremstår usandsynlig. Det fremstår således usandsynligt, at de ikke skulle møde personligt frem for at ansøge om visa, og at de kunne sende de nødvendige papirer til [kvinden] og derefter modtage visa efter kun 14 dage. Ansøgerne har tillige forklaret divergerende, om hvordan de udrejste af Tjetjenien og om, hvorvidt den mandlige ansøger fik tilladelse til at tage hjem og sige farvel til sin familie, eller om han forlod basen uden tilladelse, hvilken forklaring er uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt de havde visum og var i Polen eller ej. Endelig finder Flygtningenævnet, at den mandlige ansøger har afgivet en vag og unøjagtig forklaring om sit arbejde i en specialstyrke. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Rusl/2016/8/ibl
