Nævnet meddelte i januar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Tjetjenien, Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland, herunder Tjetjenien, frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet han er udrejst efter at have skrevet under på, at han ville tage til Ukraine og kæmpe. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [en aften i sommeren] 2014 blev tilbageholdt og afhørt af de tjetjenske myndigheder, som ville have ham til at kæmpe for russerne i Ukraine. Ansøgeren nægtede at samarbejde, men da de truede med at gå efter ansøgerens familie, skrev ansøgeren til sidst under på, at han ville deltage i krigen. Samme nat blev ansøgeren løsladt og kørt hjem. Ansøgerens farbroder kørte med det samme ansøgeren hen til vennen [V] i Ingusjetien. Her opholdt ansøgeren sig, indtil han udrejste [i efteråret] 2014. Farbroderens bopæl er efterfølgende blevet opsøgt af myndighedspersoner, og ansøgeren har under sit ophold i Danmark fået oplyst, at hans søster er død af hjerteproblemer, men ansøgeren formoder, at søsterens død har forbindelse til ansøgerens konflikter, idet hun kort tid forinden sin død havde været tilbageholdt og afhørt af myndighederne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet i det væsentlige kan lægges til grund. Der henvises til, at ansøgeren på en overbevisende måde har forklaret troværdigt om, at han er blevet tilbageholdt af myndighederne og under tilbageholdelsen er blevet truet til at underskrive en erklæring om, at han vil rejse til Ukraine som russisk soldat. Ansøgeren er herefter flygtet fra Tjetjenien for at undgå at blive sendt til Ukraine, og myndighederne har efterfølgende flere gange opsøgt ansøgerens og hans families bopæl for at få fat i ansøgeren. Myndighederne har foretaget ransagning på bopælen og taget ansøgerens papirer med sig. Flertallet finder i øvrigt ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage sikkert ophold i et andet område i Rusland, idet det kan formodes, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i myndighedernes søgelys og blive udsat for overgreb på grund af sin vægring fra deltagelse som russisk soldat i Ukraine. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse fra myndighederne omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/5/chk