Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive udsat for vold af de tjetjenske myndigheder. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han sammen med sin familie fik en opholdstilladelse i Polen [i begyndelsen af] 2009. I [efteråret] 2013 flyttede ansøgerens ven […] ind hos ansøgeren og hans samlever. […] studerede islam meget dybt og var interesseret i krigen i Syrien. […] tog på et ukendt tidspunkt et billede af ansøgeren foran moskeen i Warszawa og lagde billedet på sin hjemmeside på den sociale side, […].[…] inviterede ansøgeren til at være medlem af hans gruppe på siden. [I foråret] 2014 ringede ansøgerens moder til ham og oplyste, at familien i Tjetjenien havde fået nogle problemer, og at han skulle komme hjem til dem. Ansøgeren rejste derfor i samme måned legalt til Tjetjenien via Ukraine. Da han ankom til Tjetjenien, blev han straks taget med til afhøring og afhørt af en imam og […]s onkel, der ønskede at få bekræftet, om det var korrekt, at han skulle til Syrien for at kæmpe. Efter at være blevet afhørt i to timer, fik ansøgeren lov til at gå, og han tog hjem til sin familie. Efter fem dage blev han hentet af myndighedspersoner og kørt til et ukendt sted, hvor han igen blev afhørt. Myndighederne vidste, at […] havde talt med nogen i internetgruppen om at tage til Syrien. Ansøgeren blev tilbageholdt i to uger, hvorefter han blev løsladt på betingelse af, at han ville fungere som stikker for myndighederne. Herefter tog han tilbage til Polen. I Polen modtog ansøgeren [på tre datoer i foråret 2014] telefoniske trusler fra personer, han formoder, var tjetjenske agenter, der opererer i Polen. Ansøgeren formoder, at myndighederne leder efter ham, fordi han lovede at blive i landet og samarbejde med dem, og fordi imamen ville have haft ansøgeren til at komme med en udtalelse i moskeen. [I foråret] 2014 blev ruden på ansøgerens bil smadret, og han formoder, at det var de tjetjenske myndigheder, der stod bag. Ansøgeren anmeldte truslerne til det polske politi, og han fik [i foråret] 2014 at vide, at han skulle melde sig til de polske udlændingemyndigheder. Udlændingemyndighederne oplyste, at de kunne sende ansøgeren tilbage til Rusland, fordi han var rejst tilbage til Tjetjenien uden deres tilladelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet forklaringen i det hele forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Det forekommer således ikke troværdigt, at ansøgeren i [foråret] 2014 rejste fra Polen til Tjetjenien på baggrund af moderens anmodning og begrundet i, at familien havde problemer, også henset til at han på det tidspunkt, efter sin forklaring, var klar over, at […] skulle have propaganderet for islam og krigen i Syrien på en russisk hjemmeside, hvor ansøgeren havde accepteret en invitation fra […] om at være medlem af sin gruppe. Tilsvarende gælder ansøgerens forklaring om rejsen og afhøringerne og tilbageholdelsen i Tjetjenien. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det forekommer utroværdigt, at ansøgeren skulle havde sendt sit russiske udenrigspas, som han angiveligt ind- og udrejste på, fra Sverige til Østrig til sin onkel, hvorfra denne sendte det til ham i Danmark – hvor han tog billeder af stemplerne med sin telefon – for derefter at returnere passet til onklen i Østrig, hvor det nu er destruereret, ligesom han har forklaret divergerende, om hvad der skete med billederne på telefonen. Til partshøringen den [i sommeren] 2015 har han forklaret, at han havde slettet billederne på sin telefon, hvorimod han til sin advokat og under nævnsmødet har forklaret, at telefonen og dermed billederne blev ødelagt under en vandkamp. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at de tjetjenske myndigheder skulle have taget ansøgerens indenrigspas, men ikke udenrigspas, som angiveligt lå sammen, hvis de ikke ønskede, at han skulle udrejse, og at myndighederne skulle have stemplet passet ved udrejsen og ladet ham udrejse legalt, hvis han havde en konflikt med dem. Nævnet kan følgelig heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Polen i [foråret] 2014 modtog telefoniske trusler, som han formoder var fra tjetjenske agenter i anledning af, at han var udrejst af Tjetjenien, henset til at nævnet som anført, ikke finder det sandsynliggjort, at ansøgeren har været i Tjetjenien i 2014. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2016/44/AKM
