Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Tjetjenien, Rusland. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim fra […], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland, herunder Tjetjenien, frygter at blive slået ihjel eller tilbageholdt af myndighederne, idet de ønsker at pågribe ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle udrejste af Tjetjenien i [foråret] 2012 efter, at han havde været tilbageholdt af myndighederne. Efter ægtefællens udrejse boede ansøgeren hos sine svigerforældre i cirka seks måneder. I denne periode blev svigerforældrene flere gange opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter ansøgerens ægtefælle. Som følge heraf rejste ansøgeren til Tyrkiet, hvor hun opholdt sig i cirka halvandet år. I foråret 2014 rejste ansøgeren tilbage til Tjetjenien, fordi hun ønskede at få udstedt indenrigs- og udenrigspas. Ansøgeren boede hos sine svigerforældre, og de blev i denne periode opsøgt to-tre gange af myndighedspersoner, der spurgte efter ansøgerens ægtefælle. Som følge heraf udrejste ansøgeren af Tjetjenien i [sommeren] 2014. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, og det er herefter spørgsmålet, om ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse, herunder især i form af samme asylretlige status som hendes ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en konkret vurdering af ansøgerens forklaring ikke, at der er baggrund for at meddele ansøgeren asyl i form af en konsekvensstatus. Flertallet lægger vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke er udrejst samtidig fra hjemlandet, og at ansøgeren har opholdt sig cirka seks måneder hos sin svigerfamilie, efter at hendes mand udrejste i 2012. Myndighederne har i denne periode været bekendt med hendes opholdssted. Hun har efter cirka halvandet års ophold i Tyrkiet på ny opholdt sig hos sin svigerfamilie i cirka tre måneder, forinden hun udrejste fra Tjetjenien. I denne periode har myndighederne også været bekendt med opholdsstedet. Under dette ophold har hun henvendt sig til myndighederne for at få udstedt et pas uden at blive anholdt eller tilbageholdt. Flertallet lægger endvidere vægt på, at myndighedernes henvendelser hos svigerfamilien har været begrundet i ønsket om at finde ansøgerens ægtefælle, og at ansøgeren ikke er blevet udsat for vold, overgreb eller lignende i den forbindelse, idet ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun ved disse lejligheder er blevet talt til på en grim måde. Det tillægges i øvrigt betydning, at ansøgeren er udrejst uden at tage sit og ægtefællens barn med sig. Flertallet finder sammenfattende, at ansøgeren ikke reelt er omfattet af asylbegrundende risiko omfattet af udlændingelovens § 7, og der findes heller ikke grundlag for at meddele ansøgeren konsekvensstatus i forhold til den opholdstilladelse, der efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er meddelt ansøgerens ægtefælle. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/4/chk
