Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fem børn fra Rusland. Indrejst i 2014. I efteråret 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Afgørelsen blev indbragt for Flygtningenævnet. Omkring to måneder senere blev Flygtningenævnet oplyst om, at ansøgerens ægtefælle var indrejst i Danmark. Ultimo 2015 besluttede Flygtningenævnet efter omstændighederne at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling og sagsoplysning i første instans med henblik på, at sagen søgtes sambehandlet med ægtefællens asylsag, idet ansøgeren i sit asylmotiv havde henvist til sin ægtefælles forhold. Primo 2016 deltog ansøgerens ægtefælle i en oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen, hvorefter han udeblev fra sin asylsamtale i foråret 2016. Herefter blev ægtefællen meldt udeblevet fra sit asylcenter. I foråret 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra Nazran, Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive slået ihjel af myndighederne, eller at myndighederne vil fabrikere en sag mod hende. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle i begyndelsen [i sommeren] 2014 blev anholdt af myndighederne og tilbageholdt i et døgn, da myndighederne mistænkte ham for at have transporteret terrorister i sin taxa. Ægtefællen blev på ny tilbageholdt [en måned senere]. Da ægtefællen den tredje gang blev anholdt og tilbageholdt, kom han ikke hjem, og ansøgeren havde ikke kontakt til ægtefællen, før han [i efteråret] 2015 indrejste i Danmark. Ansøgeren har videre oplyst, at hun en morgen i [sommeren] 2014 blev anholdt af myndighederne. Hun var tilbageholdt i et døgn, hvorunder hun blev stillet spørgsmål om sin ægtefælle. Under tilbageholdelsen fik hun indsprøjtet bedøvelse og blev herefter udsat for fysiske overgreb. Den følgende morgen blev ansøgeren kørt hjem af de personer, som havde tilbageholdt hende. I denne forbindelse blev hun truet med, at de ville komme tilbage og tilbageholde og begå overgreb mod hende på ny. [Omkring en måned senere] blev ansøgeren opsøgt af en for hende ukendt person, som sagde, at han var sendt af ansøgerens ægtefælle for at hjælpe hende med at forlade landet. Den […] kom den pågældende person og hentede ansøgeren og børnene, hvorefter de udrejste af landet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet på centrale punker er divergerende, usammenhængende og usandsynlig, og nævnet kan derfor ikke lægge forklaringen til grund. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen [ultimo 2014] om sin tilbageholdelse har forklaret, at de maskerede mænd gav hende en sprøjte, så hun mistede bevidstheden. De sagde ikke til hende bagefter, at de havde voldtaget hende. Ansøgeren vidste, at hun var blevet voldtaget, fordi hun ikke havde noget tøj på, og fordi de havde sagt til hende, at de ville voldtage hende, indtil hun indrømmede. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i efteråret 2015] forklaret, at hun formoder, at hun er blevet voldtaget under bedøvelsen, fordi hun ikke havde tøj på, da hun vågnede efter at have været bevidstløs. Hun var ikke blevet truet med, at hun ville blive voldtaget, inden hun blev bedøvet. Om bedøvelsen har ansøgeren i øvrigt under asylsamtalen forklaret, at hun fik en indsprøjtning i sin venstre arm, mens hun for nævnet har forklaret, at indsprøjtningen blev givet i den højre arm. Flygtningenævnet henviser i øvrigt til, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om omstændighederne i forbindelse med anholdelsen. Hun har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hun fik noget på hovedet, så hun ikke kunne se noget, efter hun var blevet sat i en bil. Under asylsamtalen har hun imidlertid forklaret, at de maskerede mænd gav hende en sæk over hovedet med det samme, da de kom ind i hjemmet, hvorefter de førte hende ud af huset, og hun blev sat i en bil. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgerens ægtefælle under en oplysnings- og motivsamtale [primo 2016] har forklaret, at en ven efter ægtefællens løsladelse i [sommeren] 2014 tog kontakt til ansøgeren. Ansøgeren har derimod forklaret, at hendes ægtefælles ven kom kort tid før hendes udrejse [i efteråret] 2014. Nævnet anser det i øvrigt for usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle, uanset at han måtte være blevet videooptaget af wahabister under sin kørsel i taxa med wahabisterne, skulle være blevet anholdt tre gange af myndighederne og udsat for overgreb og derpå løsladt igen. Det tillægges hertil betydning, at ægtefællen under sin egen asylsag er udeblevet fra en samtale med Udlændingestyrelsen, og at det efterfølgende ikke har været muligt at opnå kontakt med ham. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun vil være i risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/37/mvln
