Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2014. Sagen har været sambehandlet med ansøgerens søns sag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra [en mindre by], Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive tilbageholdt og udsat for overgreb eller dræbt af myndighederne, idet hendes ægtefælle har været livvagt for den tjetjenske oppositionsleder […]. På denne baggrund blev ægtefællen tilbageholdt og udsat for tortur i 2002. Ægtefællen har været eftersøgt af myndighederne siden omkring år 2000. Herefter udrejste familien til Norge i 2008. I [efteråret] 2011 blev ansøgeren af de norske myndigheder udsendt til Rusland, hvor hun tog ophold hos nogle familiemedlemmer. [Primo] 2012 blev ansøgeren og hendes svigerfar anholdt, da de begge var på besøg på deres gamle bopæl, hvor svigermoren nu boede alene. Ansøgeren blev slået kraftigt i baghovedet, men blev løsladt undervejs til politistationen efter få hundrede meters kørsel og smidt ud af bilen. [Tre dage senere] blev svigerfarens lig afleveret til ansøgerens svigermor. [Foråret] 2012 blev ansøgerens ægtefælle tilbageholdt af myndighederne, men han blev løsladt igen [nogle dage senere], idet han underskrev en erklæring om, at han ville medvirke til at slå [oppositionslederen] ihjel. Ægtefællen forlod derefter landet. Ansøgeren udrejste herefter igen i [sommeren] 2012 til Norge sammen med de tre yngste børn. I 2014 fik hun, ægtefællen og deres medrejsende børn afslag på asyl. [Primo] 2014 rejste ansøgeren frivilligt med sin ældste søn til Tjetjenien for at få sin ældste datter med ud af landet. Ansøgeren skulle have mødtes med [oppositionslederen], men idet han blev tilbageholdt af myndighederne kort før ansøgerens indrejse, tog hun i stedet ophold hos hans familiemedlemmer, hvor hun opholdt sig frem til [sommeren] 2014. Da hun fik oplysninger om, at myndighederne igen havde opsøgt hendes gamle bopæl, udrejste ansøgeren og hendes søn igen i [sommeren] 2014, hvorefter de indrejste i Danmark og søgte asyl. Den ældste datter er nu udrejst til Tyskland med sin ægtefælle og har søgt asyl. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være i konkret risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren i det væsentlige har henholdt sig til ægtefællens angivelige konflikt med myndighederne på grund af politiske forhold, men at hun ikke har kunnet forklare meget om ægtefællens forhold. Flygtningenævnet kan trods dette konstatere, at hun har forklaret divergerende i forhold til ægtefællens norske asylakter, om i hvilket omfang familien boede udenfor hjemmeadressen forud for den første udrejse til Norge i 2008. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgeren – selv hvis hendes forklaring om hendes egne oplevelser lægges til grund – ikke har haft selvstændige konflikter med de tjetjenske myndigheder i et sådant omfang, at der er tale om asylbegrundende forhold. Ansøgeren har således alene forklaret om en anholdelse i 2012 som følge af, at hun satte sig til modværge, da myndighederne henvendte sig på bopælen og anholdt svigerfaren, og Flygtningenævnet bemærker, at hun også om forløbet af denne episode har forklaret divergerende om voldens karakter, og om hun blev bevidstløs. Hertil kommer, hvilket Flygtningenævnet anser for ganske afgørende, at hun i 2014 frivilligt er rejst tilbage fra Norge og har kunnet indrejse legalt gennem Moskva lufthavn uden anden reaktion fra myndighederne end en sædvanlig afhøring ved indrejse. Det kan endvidere lægges til grund, at hun derefter har opholdt sig omkring fem måneder i hjemlandet uden problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren i hele denne periode har opholdt sig i skjul, idet hun har forklaret divergerende om, hvor hun har opholdt sig. Uanset om den tidligere bopæl måtte være blevet fotograferet af ukendte personer, findes det ikke i sig selv at kunne understøtte, at ansøgeren var under overvågning eller efterstræbt af myndighederne. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/32/ADP
