Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk karbadiner og sunni-muslim fra [A], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Karbadino Balkarien frygter at blive dræbt af wahabister, idet de tror, at ansøgeren har angivet dem til myndighederne. Endvidere mistænker myndighederne ham for at hjælpe wahabisterne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han ejede en treværelses lejlighed i byen [A], som han i 2005 valgte at leje ud til to unge mænd. [I efteråret] 2005 blev [A] angrebet wahabister, og ansøgerens lejlighed blev brugt til at skyde fra ned på politistationen. Ansøgeren hørte rygter om, at lejligheden var blevet brugt under angrebet, og ansøgeren blev efterfølgende tilbageholdt af politiet. Ansøgeren blev hentet af politiet, mens han opholdt sig hos sin søster, hvorefter politiet tog ham med til politistationen. Her blev han afhørt af FSB vedrørende lejligheden. Ansøgeren var tilbageholdt i otte til tolv timer og blev derefter løsladt. Politiet troede fortsat, at ansøgeren havde forbindelse til angrebet, men de kunne ikke koble ham til det. De vidste endvidere, at ansøgeren kom fra en veluddannet familie. Efter tilbageholdelsen af politiet begyndte ansøgeren at leve i skjul i [byen B]. Ansøgeren skjulte sig her i tre til fire måneder og udrejste derefter til Tyskland, hvor han søgte om asyl. Ansøgeren rejste tilbage til sit hjemland i [efteråret] 2006, hvor han derefter boede på skift hos sine to søstre. Ansøgeren boede hos sine søstre frem til 2013, hvor han udrejste til Belgien og søgte om asyl. Ansøgeren rejste tilbage til sit hjemland [i efteråret] 2013. I [efteråret] 2013 begyndte ansøgeren at modtage telefonopkald fra ukendte personer. De sagde, at ansøgerens time var kommet, og at de ville dræbe ham. De ringede endvidere også til ansøgerens nevø og sagde, at han ville blive begravet sammen med ansøgeren. I slutningen af 2013 blev ansøgeren overfaldet, da han var på vej ind i sin søsters hus. Ukendte mænd slog ansøgeren i hovedet og låste ham inde i et bagagerum. De kørte ansøgeren til et skovområde i udkanten af byen, hvor de udsatte ham for vold og trusler om, at han snart ville blive stillet til ansvar for sine handlinger. Ansøgeren kunne se, at det var wahabister på grund af deres lange skæg. De efterlod ansøgeren, og det lykkedes ham efterfølgende at stoppe en tilfældig bil, som kørte ham hjem. Ansøgeren anmeldte dette forhold til politiet, men de gjorde ikke noget ved sagen. [En nat i slutningen af 2013] blev der sat ild til ansøgerens dør. Nogen havde overhældt døren med benzin og sat ild til den. I [foråret] 2014 ventede fire wahabister på ansøgeren, idet han og hans nevø kom hjem til hans søsters bopæl. De blev overfaldet, og der blev sat ild til garagen og bilen. Herefter stak wahabisterne af fra stedet. Derefter modtog ansøgeren igen trusselsopkald, hvor der i forbindelse med disse blev sagt, at de ventede på en afgørelse fra en Sharia-domstol, således at de kunne stene ansøgeren. Efterfølgende kom myndighederne og hentede ansøgerens indenrigspas. De stemplede også ansøgerens udenrigspas, så dette ikke længere var gyldigt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet bemærker, at ansøgerens forklaring er behæftet med en lang række divergenser og usikkerheder. Dette kunne muligvis til en vis grad have sammenhæng med, at ansøgeren har haft en hjerneblødning og har for højt blodtryk. Nævnet lægger imidlertid navnlig vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren blev løsladt efter så kort tid, hvis han blev mistænkt for at være delagtig i terrorangrebet mod politistationen [i efteråret] 2005, at ansøgeren har fremlagt tilsigelser til at møde til afhøring hos sikkerhedstjenesten [primo oktober 2005 samt senere i oktober 2005], men at han ikke mødte op, fordi han var bange, men at myndighederne ikke har reageret heroverfor, hverken i forbindelse med ud- eller indrejse i landet i 2006, eller senest [ultimo oktober] 2013, eller i forbindelse med dokumentudstedelse efter tilbagerejsen i oktober 2013. Myndighederne har således ikke efterfølgende reageret overfor ansøgeren i anledning af de påberåbte forhold i 2005. Flygtningenævnet finder som følge heraf, at ansøgeren heller ikke har sandsynliggjort, at han har noget modsætningsforhold til wahabisterne, eller at han har været udsat for de overgreb fra wahabisterne, som han har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/30/snd
