Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra [by], Ingusjetien i Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ingusjetien frygter, at hun og hendes søn [A] vil blive dræbt af myndighederne på grund af hendes anden søn [B’s] konflikt med myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at [B] skulle køre en ven til markedet. På vejen hjem bad vennen [B] om at holde ind til siden ved en skov, hvorefter vennen forsvandt ind i skoven med varerne fra markedet og kom tilbage uden varer. Vennen blev efterfølgende dræbt af myndighederne. Den 3. maj 2013 hørte ansøgeren skud. Ansøgeren løb ud i gården, hvor hun så, at ægtefællen var blevet dræbt af ukendte uniformerede personer. Personerne ledte forgæves efter ansøgerens søn [B] på bopælen, og tog i stedet ansøgerens søn [C] med. De slog ansøgeren i ansigtet med et gevær, så hun besvimede. Ægtefællen blev begravet dagen efter. Omkring to uger senere begyndte myndighederne at opsøge ansøgerens bopæl, idet de fortsat ledte efter [B]. Efterfølgende kom de én til to gange om ugen og begyndte at vise interesse for ansøgerens datter. Ansøgeren arrangerede derfor et ægteskab for datteren, så hun ikke skulle være på bopælen. Når myndighederne kom, ransagede de bopælen og hev ansøgeren i håret, ligesom de gav ansøgerens søn [A] lussinger. Ansøgeren hørte, at de ville tage [A] med på et senere tidspunkt. Ansøgeren kontaktede derefter [B’s] ven og bad ham skjule [A]. [A] var hos vennen i to måneder, hvorefter vennen hjalp ansøgeren og [A] med at udrejse. Ansøgerens søn [B] blev den 5. juli 2013 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til samme asylmotiv, som ansøgeren har påberåbt sig. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke er bundet af, at lægge de faktiske omstændigheder til grund, som Udlændingestyrelsen har lagt til grund ved bedømmelsen af [B’s] asylansøgning. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringerne fra henholdsvis [B], ansøgeren selv og [A] indeholder en række divergenser og usikkerheder, herunder navnlig at [A] har afgivet helt divergerende forklaring om, hvad han selv blev udsat for den morgen, hvor ansøgerens ægtefælle blev dræbt, og at [A] ligeledes har afgivet divergerende forklaring om, hvorvidt søsteren blev slået i forbindelse med, at personerne efterfølgende opsøgte bopælen og ledte efter [B]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at [B] ikke har forklaret, at der var hunde til stede ved drabet på ansøgerens ægtefælle, mens både ansøgeren og [A] har forklaret, at dette var tilfældet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer mindre sandsynligt, at [B] skulle kunne flygte under de omstændigheder, han selv har forklaret om, hvis der var hunde til stede. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hendes ægtefælle er blevet dræbt under de angivne omstændigheder, og at familien efterfølgende er blevet opsøgt, således som hun har forklaret om. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/19/LIN
