rusl201628

Nævnet meddelte i juni 2016 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske tjetjenere og sunni-muslimer fra [landsby A], Tjetjenien, Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil blive forfulgt af de tjetjenske myndigheder, som vil tvinge ham til at angive folk, herunder rejse til Syrien og angive sin eks-svoger [oprørsleder], som er syrienskriger. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv og til, at de tjetjenske myndigheder muligvis vil forfølge hende og hendes familie, fordi hendes far deltog i krigen i Tjetjenien. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han på et ukendt tidspunkt i 2011 blev udsat for overgreb af tre mænd, der standsede ansøgeren ved en hæveautomat i deres landsby [landsby A] i Tjetjenien. De tre mænd var fra de tjetjenske myndigheder, og ansøgeren gav en af dem, Shamil, sit telefonnummer. Tre timer senere ringede Shamil til den mandlige ansøger og bad ham gå hen til en butik i nærheden af ansøgerens bopæl, hvor han ville blive samlet op. Ansøgeren blev kørt til et ukendt sted i den ene af to biler, hvor han fik oplyst, at myndighederne gerne ville have, at ansøgeren skulle være meddeler for dem mod betaling. Han skulle oplyse alt, hvad han vidste om folk fra landsbyen og om sin eks-svoger [oprørsleder], der var syriens-kriger. De truede ansøgeren med en hund og tog bukserne af ham. De gav ham derefter en mobiltelefon, så de hele tiden kunne få fat i ham. På et ukendt tidspunkt i sommeren 2013 blev den mandlige ansøger opsøgt på sin bopæl af omkring 10 mand, herunder også Shamil, der udsatte ham og senere hans far for overgreb. På et ukendt tidspunkt i 2013 eller 2014 havde myndighederne endvidere været på ansøgerens bopæl med en metalsøger. På et ukendt tidspunkt i slutningen af 2013 blev ansøgeren standset i sin bil af Shamil og to andre og kørt til en øde mark tæt ved grænsen til Ingusjetien. En af de tre mænd skød hen over hovedet på ansøgeren for at true ham, og Shamil bad derpå ansøgeren oplyse, hvornår ansøgerens ekssvoger kom tilbage til Tjetjenien fra Syrien. I 2014 blev den mandlige ansøger tilbageholdt sammen med nogle kammerater af politiet og udsat for overgreb, fordi de fremstod som dårlige muslimer. På et ukendt tidspunkt i starten af 2015 fratog Kadyrovs folk ansøgernes lejlighed i Groszny, som familien boede i, når de ikke boede i huset i [landsby A]. På et ukendt tidspunkt i 2015 tog den mandlige ansøger til Moskva, hvor han mødte fire tjetjenere, hvoraf den ene var Shamil, der udsatte ansøgeren for overgreb. Ansøgeren tog derpå tilbage til bopælen i [landsby A] i Tjetjenien. En uge senere tog han til Kaliningrad for at søge om visum til sig selv og familien. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger anført, at hun frygter, at hendes fars krigsindsats vil få konsekvenser for hende. Hun har om episoden på bopælen, hvor den mandlige ansøger blev udsat for overgreb af omkring 10 mænd, oplyst, at den fandt sted omkring [foråret] 2015, og at en af mændene holdt en automatpistol for hendes og hendes søns pande. Uanset der er visse divergenser i ansøgernes forklaringer, herunder omkring tidspunkterne for de enkelte begivenheder og overgreb, har ansøgernes forklaringer om de enkelte begivenheder og overgreb været konsistente og detaljerede. Flygtningenævnet kan derfor lægge ansøgernes forklaringer til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger og hans familie siden 2010 jævnligt er blevet opsøgt af tjetjenske myndighedspersoner, og at den mandlige ansøger siden 2013 og frem til sin udrejse i 2015 er blevet udsat for en række overgreb, herunder særdeles voldelige overgreb, med henblik på, at myndighederne gennem ham kunne opspore den mandlige ansøgers svoger/ekssvoger [oprørsleder], der er kommandant, nu er Syrienskriger og angiveligt optaget på den globale terrorliste. Den mandlige ansøger har under hele asylsagens forløb forklaret, at hans svoger/ekssvoger [oprørsleder] er årsag til hans problemer i Tjetjenien. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor de russiske statsborgere […] og […] samt to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/28/ABP