Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun, afghaner og ateist, født i […], Pakistan. Han flyttede til Rusland (USSR) i 1986, og hans seneste ophold var i […] i området Krasnodarskiy. Ansøgeren er russisk statsborger. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i mange år har skrevet kritiske artikler om sundhedsvæsnet, og at han af den grund gentagne gange er blevet irettesat af hospitalsledelsen. Når ansøgeren indsendte artikler til dagbladene, blev ansøgerens artikler forkortet, og ansøgeren begyndte at offentliggøre sine artikler på internettet. Ansøgeren modtog mange telefoniske trusler i anledning af artiklerne. I efteråret 2014 blev ansøgeren første gang opsøgt af FSB, der ville have, at ansøgeren skulle arbejde som læge i kampområdet i Ukraine. Efter at ansøgeren [i slutningen af 2014] modtog et truende telefonopkald, henvendte han sig den offentlige overvågningskommission Krasnodar Menneskerettighedscenter, der indledte en undersøgelse af forholdene på ansøgerens arbejdsplads. Den [i starten af 2015] blev ansøgeren ringet op af en mand, der ønskede at møde ansøgeren. Mødet fandt sted uden for ansøgerens bopæl. Ansøgeren blev mødt af to mænd, og den ene var en genganger fra mødet i [slutningen af 2014]. Der var således tale om folk fra FSB. Da de ville have, at ansøgeren skulle sætte sig ind i deres bil, løb ansøgeren fra stedet og ansøgeren hørte, at der blev affyret to skud. Samme aften udrejste ansøgeren og hans mindreårige datter af Rusland. Ved en tilbagevenden til Rusland frygter ansøgeren at blive slået ihjel af myndighederne, fordi han ikke har gjort, hvad myndighederne forlangte af ham. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at han har skrevet artikler, der er blevet offentliggjort i dagspressen og efterfølgende på internettet. Ansøgeren har fremlagt eksempler på disse artikler. Der er sket oversættelse af en udvalgt artikel, og ansøgeren har under nævnsmødet bekræftet, at artiklen indholdsmæssigt er repræsentativ for de artikler, som ansøgeren har skrevet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens henvendelser til offentligheden har karakter af en kritisk stillingtagen til ansættelsesforholdene på det hospital, hvor ansøgeren var ansat. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at artiklerne har afstedkommet en reaktion fra hospitalsledelsen og reaktioner i for af telefoniske henvendelser til ansøgeren. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at ansøgeren har sandsynliggjort, at artiklerne har bragt ansøgeren i et modsætningsforhold til betydningsfulde lokale eller statslige instanser, eller at offentliggørelsen af artiklerne kan medføre, at ansøgeren risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb. Dette underbygges af den af ansøgeren fremlagte undersøgelse fortaget af Krasnodar Menneskerettighedscenter, idet denne undersøgelse støtter ansøgerens synspunkter vedrørende arbejdsforholdene. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise, at ansøgeren i efteråret 2014 blev opsøgt af personer, der ønskede, at ansøgeren skulle arbejde i det sydøstlige Ukraine. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at der er en sammenhæng mellem ansøgerens kritiske artikler og mændenes henvendelse. Flygtningenævnet kan på denne baggrund ikke lægge til grund, at de to mænd som forklaret af ansøgeren var fra FSB. Ansøgeren har forklaret, at den ene af disse mænd og en anden mand opsøgte ham igen [i starten af 2015]. Flygtningenævnet kan ikke lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at FSB interesserede sig for ansøgerens forhold. Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at FSB, såfremt man herfra ønskede at tilbageholde ansøgeren, ville forlade stedet uden at tage kontakt med ansøgerens datter, der befandt sig i hjemmet, og uden at sikre sig, at ansøgeren ikke blot kunne lade datteren afhente samme aften. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.rusl/2016/24/STA
