Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger samt to medfølgende børn fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de tjetjenske myndigheder som følge af sin faders politiske aktiviteter og sin moders aktiviteter for en menneskerettighedsorganisation og arbejde i en tjetjensk skole. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter at vende tilbage til Tjetjenien, idet hendes ekskæreste har været tjetjensk oprører, ligesom hun har født sine børn udenfor ægteskab. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes fader er højt profileret inden for Ichkeria-bevægelsen, det vil sige den tjetjenske eksilregering, der ledes af præsident [A], som er domicileret i England. Ansøgerens fader har bestridt posten som leder af bevægelsens kontor i Tyrkiet. Han har således været generalkonsul siden den tidligere leder blev dræbt af såkaldte speznaz agenter i 2013. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes moder har været direktør for den eksiltjetjenske skole i Baku, som var forbundet med den tjetjenske modstandsbevægelse, samt at moderen har videreformidlet oplysninger vedrørende forholdene i Tjetjenien til en menneskerettighedsorganisation. Ansøgeren har videre forklaret, at hendes ekskæreste blev anholdt i Aserbajdsjan og idømt 15 års fængsel for terrorisme, idet han havde været tjetjensk oprører. Efter de nu foreliggende oplysninger, herunder bekræftelsen fra [A] om ansøgerens forældres aktiviteter, kan Flygtningenævnets flertal ikke med fornøden sikkerhed afvise, at ansøgerens fader er aktiv i kredsen omkring [A], der er leder af Tjetjeniens eksilregering(TRI), at faderen har en fremtrædende post for TRI i Tyrkiet, og at ansøgerens moder har udført aktiviteter for TRI, blandt andet som leder af en tjetjensk skole og børnehave i Aserbajdsjan. Under disse omstændigheder finder flertallet at ansøgeren navnlig på grund af forældrenes aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Tjetjenien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og to medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/22/SLN