Nævnet meddelte i april 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de tjetjenske myndigheder som følge af sin ægtefælles position i Ichkeria-bevægelsen. Endvidere frygter ansøgeren de tjetjenske myndigheder, idet hun har videreformidlet oplysninger til russiske menneskerettighedsorganisationer og været leder af en tjetjensk skole. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes ægtefælle er højt profileret inden for Ichkeria-bevægelsen, det vil sige den tjetjenske eksilregering, der ledes af præsident [A], som er domicileret i England. Ansøgerens ægtefælle har bestridt posten som leder af bevægelsens kontor i Tyrkiet. Han har således været generalkonsul siden den tidligere leder blev dræbt af såkaldte speznaz agenter i 2013. Ansøgeren har videre forklaret, at hun har været direktør for den eksiltjetjenske skole i Baku, som var forbundet med den tjetjenske modstandsbevægelse. Efter de nu foreliggende oplysninger, herunder bekræftelsen fra [A] om ansøgeren og hendes ægtefælles aktiviteter, kan Flygtningenævnets flertal ikke med fornøden sikkerhed afvise, at ansøgerens ægtefælle er aktiv i kredsen omkring [A], der er leder af Tjetjeniens eksilregering(TRI), at ægtefællen har en fremtrædende post for TRI i Tyrkiet, og at ansøgeren selv har udført aktiviteter for TRI, blandt andet som leder af en tjetjensk skole og børnehave i Aserbajdsjan. Under disse omstændigheder finder flertallet at ansøgeren navnlig på grund af ægtefællens aktiviteter vil være i risiko for forfølgelse ved en tilbagevenden til Tjetjenien. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rusl/2016/21/SLN