rusl201620

Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ingusjeter og muslim fra [by], Ingusjetien i Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ingusjetien frygter, at han vil blive tilbageholdt, tortureret og dræbt af myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far blev dræbt på en ukendt dato, som følge af ansøgerens bror [A’s] konflikt med myndighederne. Ansøgeren ved ikke, hvorfor broren havde en konflikt. En morgen hørte ansøgeren råb og skrig fra familiens gård, og da han gik derud, så han, at hans far var blevet dræbt. I gården var der mange uniformerede militærpersoner, som forgæves ledte efter [A]. De tog i stedet ansøgerens ældste bror med. Personerne ransagede huset, mens ansøgeren og hans søster var i huset, og moren var i gården. Ansøgeren husker ikke, hvornår han så sin mor igen. Faren blev begravet nogle dage efter, men ansøgeren var ikke med til begravelsen. Efter drabet på faren opsøgte myndighederne bopælen et par gange om ugen. De slog både ansøgeren og hans søster og truede med at tage ansøgeren med. Ansøgeren opholdt sig derfor hos sin brors ven frem til udrejsen. Ansøgerens bror [A] blev den 5. juli 2013 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, med henvisning til samme asylmotiv, som ansøgeren har påberåbt sig. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke er bundet af, at lægge de faktiske omstændigheder til grund, som Udlændingestyrelsen har lagt til grund ved bedømmelsen af [A’s] asylansøgning. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringerne fra henholdsvis [A], [B] og ansøgeren selv indeholder en række divergenser og usikkerheder, herunder navnlig at ansøgeren har afgivet helt divergerende forklaring om, hvad han selv blev udsat for den morgen, hvor ansøgerens far blev dræbt, og at ansøgeren ligeledes har afgivet divergerende forklaring om, hvorvidt søsteren blev slået i forbindelse med, at personerne efterfølgende opsøgte bopælen og ledte efter [A]. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at [A] ikke har forklaret, at der var hunde til stede ved drabet på ansøgerens far, mens både ansøgeren og [B]har forklaret, at dette var tilfældet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer mindre sandsynligt, at [A] skulle kunne flygte under de omstændigheder, han selv har forklaret om, hvis der var hunde til stede. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans far er blevet dræbt under de angivne omstændigheder, og at familien efterfølgende er blevet opsøgt, således som han har forklaret om. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Rusland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2016/20/LIN