Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af ukendte sortklædte personer, som han formoder har tilknytning til myndighederne, idet han har anmeldt sin tilbageholdelse til politiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han den [medio] 2014 deltog i et [arrangement] i Groznyj. På vej hjem fra stævnet, blev han tilbageholdt af nogle ukendte personer, som han formoder, har tilknytning til myndighederne. Under tilbageholdelsen blev han bedt om at tabe en kamp mod [en mand], hvilket han i første omgang nægtede. Han blev udsat for fysiske overgreb under tilbageholdelsen. Han blev løsladt den efterfølgende morgen, idet han gik med til at tabe kampen. I forbindelse med løsladelsen blev han truet med, at han ville blive slået ihjel, hvis han fortalte om hændelsen til nogen. Trods dette anmeldte han episoden til politichefen. Umiddelbart efter anmeldelsen blev han ringet op af ukendte personer, der truede ham på livet, fordi han havde anmeldt episoden. Ansøgeren har videre oplyst, at hans familie er blevet opsøgt af ukendte personer, der ledte efter ham. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flertallet kan således ikke lægge ansøgerens forklaring om tilbageholdelsen, den efterfølgende anmeldelse til politiet og den telefoniske trussel til grund. Flertallet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er ved vurderingen heraf særlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han umiddelbart fik foretræde for politichefen, der umiddelbart efter ansøgerens oplysninger om episoden, tog ansøgeren med ind i et andet lokale, hvor han gav sine medarbejdere ordre om straks at begynde at lede efter det hus, hvor [en mand] angiveligt fortsat var tilbageholdt, forekommer utroværdig og usandsynlig. Der er videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at han allerede ca. 5 min. efter han forlod politistationen skulle blive kontaktet af de personer, der angiveligt havde tilbageholdt ham. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende og upræcist om flugten fra fætteren til den russiske grænse. Hans forklaring om, at han forlod fætterens bopæl om natten, passer ikke med, at det var mørkt 10-12 timer senere, hvor han nåede frem, og det forekommer ikke troværdigt, at han ikke kan huske, om han forlod fætterens bopæl inden midnat eller først tidligt om morgenen. Endelig har flertallet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor [manden] befandt sig, og om hvad [manden] fortalte, da de talte sammen under ansøgerens tilbageholdelse. Flygtningenævnets flertal finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Rusl/2016/2/IBL
