Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med klagerens egen forklaring til grund, at han – kort tid efter at have opnået opholdstilladelse i Danmark [i foråret] 2013 – gennem sin broder i Tjetjenien søgte om og fik udstedt et russisk indenrigspas. Det lægges endvidere til grund, at han, da han havde modtaget indenrigspasset af broderen, i efteråret 2014 ved personligt fremmøde på den russiske ambassade i Danmark ved brug af indenrigspasset, søgte om udstedelse af et russisk udenrigspas, hvilket han fik udstedt [i slutningen af] 2014. Det fremgår af referatet af klagerens samtale med Udlændingestyrelsen [fra efteråret] 2015, at klageren forklarede, at han ikke er eftersøgt i hjemlandet, og at han på forespørgsel om, hvordan han vidste, at han ikke var eftersøgt forklarede, at hans familie ad to omgange har undersøgt det via bestikkelse. Klageren har under mødet i Flygtningenævnet endvidere forklaret, at han er eftersøgt i Tjetjenien men derimod ikke af de russiske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke, at betydningen af disse omstændigheder på afgørende måde afsvækkes af klagerens forklaring om, at han skulle bruge udenrigspasset til en rejse til Hviderusland. Nævnet bemærker herved blandt andet, at klageren til samtalen med Udlændingestyrelsen forklarede, at han ikke planlægger en rejse til Hviderusland foreløbig, da han kun har omkring 1.000 kr., men at han fik udstedt det russiske pas, da det var godt at have sine papirer i orden. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at de i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, nævnte betingelser for at inddrage opholdstilladelsen er opfyldt. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren alene har haft opholdstilladelse i Danmark fra [foråret] 2013, samt at der ikke foreligger oplysninger om, at han – der har forældre og søskende i hjemlandet – har en særlig stærk tilknytning til det danske samfund. Hverken oplysningerne om, at klagerens ægtefælle og børn opholder sig i Danmark, eller oplysningerne om klagerens og familiemedlemmernes helbredsmæssige forhold, kan føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. rusl/2016/15/LRN