Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra [en navngiven by], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter at blive sigtet for et terrorangreb. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle var vicekommandør i den første tjetjenske krig, og at det var meningen, at han også skulle have deltaget i den anden tjetjenske krig. Ansøgerens ægtefælle fik dog lungebetændelse og kunne som følge heraf ikke deltage i krigen. I 2001 begyndte ansøgerens ægtefælle at få problemer som følge af sin deltagelse i krigen. Alle mænd, der havde deltaget i krigene, blev bedt om at aflevere deres våben og om at overgive sig til myndighederne. Ansøgerens ægtefælle blev tilbageholdt i begyndelsen af 2002 og afleverede sit våben og overgav sig i juni 2002, da han håbede på at få amnesti. Efter at ansøgerens ægtefælle havde afleveret sit våben, modtog han ikke en amnesti, som mange af de andre mænd. I stedet blev han hentet af myndighederne hver anden eller tredje uge og taget med til en afhøring. Ansøgerens ægtefælle var typisk tilbageholdt i to til tre uger og blev under disse tilbageholdelser udsat for vold. Ansøgerens ægtefælle har fortalt, at myndighederne ønskede, at han skulle fortælle navnene på andre oprørere. Natten mellem den 28. og den 29. august 2002 kom en række ukendte personer ind i på deres bopæl og ansøgerens ansigt blev dækket med en pude. Ansøgeren hørte, at hendes ægtefælle blev taget med af de ukendte personer. Den næste morgen henvendte ansøgeren sig til politiet for at anmelde kidnapningen af sin ægtefælle. De sagde dog blot, at ansøgeren skulle komme tilbage til en afhøring senere. To uger senere blev ansøgeren indkaldt til en afhøring. Det virkede som om, at de ikke var interesseret i at finde ansøgerens ægtefælle og ansøgeren fik indtrykket af, at de havde kendskab til private samtaler, der havde fundet sted mellem ansøgeren og hendes ægtefælle. De fortalte ansøgeren under afhøringen, at de vidste, at der var blevet gemt våben i byen. Den 20. september 2002 blev ansøgeren indlagt på hospitalet og mens ansøgeren var indlagt, opsøgte ukendte personer ansøgerens svigermoder på deres bopæl. De ønskede at finde ud af, om ansøgerens ægtefælle havde gemt våben der. Svigermoderen tillod det dog ikke. I oktober 2002 fandt ansøgeren og hendes svigermoder et overdækket område i deres majsmark. Dette område lå tæt på den terrasse, hvor ansøgeren og hendes ægtefælle typisk sad og talte sammen. Det var således tydeligt at se, at stedet var blevet brugt til at aflytte deres samtaler. Ansøgeren flyttede efterfølgende hjem til sin moder og boede der til december 2014. Ansøgeren blev ikke opsøgt personligt i denne periode, men ansøgerens søskende blev spurgt ved moskeen, om ansøgeren havde planer om at rejse. Den 4. december 2014 stormede terrorister et trykkeri. En af terroristerne blev genkendt som ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren var på arbejde i [en navngiven by], den 5. december 2014, da ansøgerens søster ringede og fortalte ansøgeren dette. Ansøgerens søster fortalte også, at ansøgerens ægtefælles lig var blevet afleveret i ansøgerens svigermoders gård. Ansøgerens søster sagde, at ansøgeren ikke skulle komme hjem. Ansøgeren ved ikke, hvor hendes ægtefælle har været i de tolv år, som er gået, men ansøgeren er sikker på, at hvis han havde været fri, så ville han have kontaktet hende. Den 6. december 2014 blev ansøgerens bopæl ransaget og den 7. december 2014 udrejste ansøgeren med hjælp fra sin moder og fætter. Ansøgeren har efterfølgende hørt, at myndighederne mistænker hende for at have hjulpet sin ægtefælle med terrorangrebet. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om myndighedernes adfærd i tiden efter den påståede kidnapning af ægtefællen på en række punkter er usandsynlig og divergerende. Det forekommer således blandt andet usandsynligt, at myndighederne skulle have undladt en ransagning efter våben, alene fordi ansøgerens svigermoder nægtede dem adgang. Ansøgeren har endvidere i nævnet forklaret, at hendes moder efter den 4. december 2014 alene er blevet opsøgt en gang af myndighederne med henblik på at finde frem til ansøgeren, og at dette skulle være sket den 6. december 2014, mens hun tidligere, herunder under samtalen med Udlændingestyrelsen den 6. november 2015, har forklaret, at myndighedernes interesse for hende fortsat er aktuel, da de stadig spørger efter hende. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er herved tillige henset til oplysningerne om ansøgerens beskedne profilering og intensiteten af myndighedsefterstræbelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2016/1/MVI
