Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Rusland. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske tjetjenere og muslimer af trosretninger fra Rusland. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af Tjetjeniens sikkerhedstjeneste. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at der [i sommeren] 2014 startede en brand i det center, hvor den mandlige ansøger sammen med to andre ved navn [A] og [B] arbejdede som elektrikere. Omkring klokken 21 ringede ansøgerens ven ved navn [C] til ansøgeren og fortalte, at centeret brændte. Herefter ringede ansøgeren til [A], der havde vagt. [A] tog dog ikke telefonen, hvorfor ansøgeren gik i seng. Den næste morgen ringede [A] til ansøgeren og sagde, at han skulle skynde sig at møde på arbejde. Da han kom på arbejde, så han, at centeret var brændt ned, og at nyhedsmedierne var til stede. Ejeren af centeret, som tillige er for chef for Tjetjeniens sikkerhedstjeneste, skældte de fremmødte bandfolk ud. Brandfolkene oplyste herefter, at branden var startet på grund af en elektrisk installation. Herefter skældte ejeren ansøgeren og de andre elektrikere ud og sagde, at det var deres skyld, at centeret var brændt ned. Ejeren mente også, at det var elektrikerne, der skulle betale erstatning for det tab, som de mindre forretninger i centeret havde lidt som følge af branden. Søsteren til centerets ejer ejede af disse mindre forretninger. Ejeren gik sammen med ansøgeren og de øvrige elektrikere hen til en plads ved et nærliggende hotel. Her sagde [A], at elektrikerne ikke bar skylden for branden, hvorfor de ikke var forpligtet til at betale erstatning. Herefter blev han overfaldet af ejerens vagter og taget ind i en sort Mercedes. Ansøgeren og en anden elektriker blev kørt hjem af ejerens vagter. Vagterne fortalte ansøgeren, at han inden for to uger skulle betale fem millioner rubler. Herefter ringede den kvindelige ansøger til sin fader, som kom en time senere. Han kørte den mandlige ansøger hen til [C]. [I sommeren] 2014 skulle ansøgerne og deres familie fejre eid, hvorfor den mandlige ansøger sammen med [C] dagen forinden tog hen til svigerfamilien. Her hentede den kvindelige ansøger dem, hvorefter de sammen tog ud for at købe ind. De opholdt sig på deres bopæl de følgende dage, hvorefter den mandlige ansøger blev opsøgt af sin chefs vagter. De gav ham tre dage til at skaffe de penge, som han skyldte. Såfremt han ikke efterkom dette, ville de slå ham ihjel. Dernæst ringede han til sin svigerfader, som hjalp ansøgerne med at udrejse. Det påhviler ansøgerne at sandsynliggøre deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer ikke kan lægges til grund, idet de ikke forekommer selvoplevede og endvidere på væsentlige punkter er divergerende og usandsynlige. Således har den mandlige ansøger blandt andet for nævnet forklaret, at hans svigerforældre, mens han opholdt sig i [Y], blev opsøgt af myndighedspersoner, der spurgte efter ægtefællen, mens han tidligere i Udlændingestyrelsen har forklaret, at svigerforældrene ikke var blevet kontaktet. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgerne på trods af truslerne under vagternes første besøg, som resulterede i, at de gik under jorden, dog vovede at vende tilbage til bopælen kort efter, og at myndighederne, der havde konstateret, at de havde været flygtet, da de genfandt dem nøjedes med at rykke for betalingen og herefter forlod dem, således at de fik mulighed for at flygte på ny. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for myndighedsforfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omhandlet i udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/46
