Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2014. ”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunnimuslim af trosretning fra [navngiven by], Tjetjenien, Den Russiske Føderation. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, idet han opbevarede en taske for en kammerat. Det viste sig efterfølgende, at der var våben i tasken. I 2014 kom ansøgerens kammerat, [navngiven kammerat], hjem til ansøgeren og spurgte, om ansøgeren ville opbevare en taske for [den navngivne kammerat]. [Den navngivne kammerat] oplyste, at der kun var tøj i tasken. Dagen efter, mens ansøgeren var på arbejde, blev han ringet op af sin ven, [en anden navngiven kammerat], der oplyste, at myndighederne havde ransaget hans bopæl, hvor de havde fundet tasken, der viste sig at indeholde våben. Myndighederne havde beskyldt ansøgeren for at være terrorist. Ansøgeren har forklaret i generelle og overordnede vendinger om [den første navngivne kammerat], om sit kendskab til [den første navngivne kammerats] tilknytning til oprørsbevægelsen og om de nærmere omstændigheder, da han blev opsøgt af [den første navngivne kammerat] og bedt om at opbevare dennes taske. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret uddybende om indholdet af rygsækken, ligesom det findes usandsynligt, at myndighederne skulle vente med at tømme rygsækken, til de var kommet udenfor ansøgerens bopæl. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring forblev på sin arbejdsplads fra [den anden navngivne kammerats] opringning den 17. august 2014 ved 11-12-tiden til næste morgen, uden frygt for at blive opsøgt af myndighederne. Endelig har myndighederne efter ansøgerens forklaring ikke indkaldt ham til afhøring, ligesom ansøgerens forklaring om, at han er eftersøgt, og at myndighederne har opsøgt hans moder efter hans udrejse, er holdt i generelle vendinger og uden oplysning om af hvem, hvornår og hvor mange gange, moderen er blevet opsøgt, eller hvad personerne måtte have givet udtryk for overfor moderen. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring ikke fremtræder selvoplevet og kan ikke lægge forklaringen til grund. Ansøgeren har efter en samlet vurdering ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/43
