rusl201541

Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim fra Grozny, Tjetjenien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet og slået ihjel af politiet, idet hendes ældste søn, [søn A], har haft konflikter med myndighederne i Tjetjenien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun, efter hendes ældste søn udrejste af Tjetjenien i [sommeren] 2012, er blevet opsøgt af 1-2 personer fra politiet på hendes bopæl ca. 20 gange i løbet af ca. to år, hvor de har spurgt efter ham, herunder om hvor han opholdt sig. Ansøgeren blev i den forbindelse flere gange truet med at blive slået ihjel eller fængslet. Den sidste gang, ansøgeren blev opsøgt af politiet, tog de hendes pas, og hun var derfor bange for, at der ville ske hende noget næste gang, hun blev opsøgt. Ansøgeren udrejste af Tjetjenien omkring to måneder herefter. Ansøgerens ældste søn havde konflikter med myndighederne, fordi han havde hjulpet sin fætter, […], med at transportere mad til personer, som ansøgeren ikke kendte. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal kan dog ikke lægge til grund, at myndighedernes trusler i forbindelse med henvendelserne på ansøgerens bopæl er blevet intensiveret forud for ansøgerens udrejse af Tjetjenien. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende herom, og at det i sig selv forekommer mindre sandsynligt, at myndighederne skulle intensivere truslerne på et tidspunkt, hvor ansøgerens søn [søn A] havde været udrejst i mere end halvandet år. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke ved sin forklaring sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren i en to-årig periode efter [søn A] udrejse ikke har været tilbageholdt eller udsat for fysiske overgreb fra myndighedernes side, og at myndighedernes henvendelser og trusler gennem de omhandlende to år alene har haft begrænset intensitet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/41