Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hendes fader blev tilbageholdt af nogle ukendte personer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hendes fader blev tilbageholdt en nat i slutningen af [sommeren] 2013, hvor hun opholdt sig på et hospital sammen med sin bedstemoder. Om morgenen blev ansøgeren og hendes bedstemoder hentet af ansøgerens morbroder og ansøgerens bedstemoders broder, som kørte dem og ansøgerens moder til Dagestan, hvor de tog ophold i en af familiens bekendtes lejlighed, indtil de udrejste [i efteråret] 2013 med hjælp fra ansøgerens bedstemoders broder. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun er forfulgt eller i risiko for at blive det på grund af sine forældres angivelige konflikt med myndighederne i Tjetjenien. Det lægges efter ansøgerens forklaring til grund, at hun ikke har et selvstændigt asylmotiv, men at hun i det hele har henvist til sin moders og mormoders asylmotiver. Flygtningenævnets flertal bemærker i den forbindelse, at flertallet hverken har lagt ansøgerens moders eller mormoders forklaringer om deres asylmotiver til grund. Følgende fremgår af bevisvurderingen i moderens sag: Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun har en konflikt med myndighederne i Tjetjenien og dermed Rusland, til grund. Flertallet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at hun skulle være i myndighedernes søgelys fremstår utroværdig. Flertallet har navnlig lagt vægt på, at ansøgeren som asylmotiv har angivet, at hun er forfulgt af myndighederne, fordi myndighederne mener, at hun, hendes ægtefælle og hendes moder samarbejder med oprørerne samt, at hun ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive dræbt af myndighederne, fordi hun er udrejst illegalt. Ansøgeren har som baggrund for myndighedernes opfattelse oplyst, at to oprørere en nat kom bevæbnede og sårede til hende og ægtefællens hjem, hvorefter ægtefællen gav dem førstehjælp. Flertallet lægger efter ansøgerens egen forklaring til grund, at hverken hun eller hendes familie er politisk aktive, og at hverken hun eller familien er profileret på andre måder, ligesom hun efter sin egen forklaring ikke ved noget om oprørerne og ikke omgås oprørere, der aldrig er kommet i families hjem. Det lægges ligeledes efter ansøgerens forklaring til grund, at hendes ægtefælle var åben over for hende, og at han aldrig har givet udtryk for, at han støttede oprørerne eller omgikkes med dem. Ansøgeren er således ikke fremkommet med en sammenhængende forklaring på, hvorfor to oprørere pludselig skulle opsøge hendes ægtefælle, der var byggearbejder, for at få førstehjælp. Det forekommer i den forbindelse usandsynligt, at ansøgerens ægtefælle skulle have holdt et tilhørsforhold til oprørerne skjult for ansøgeren, hvis han ikke samtidig tog forholdsregler, når to af disse opsøgte ham på bopælen, særligt når henses til, at han angiveligt havde været indkaldt til en afhøring kort tid forinden. Flertallet finder endvidere, at baggrundsoplysningerne om, hvor oprørerne opholder sig og oplysningerne om, at de end ikke kommer ind i byerne for at søge lægehjælp, ikke understøtter ansøgerens forklaring. Det forekommer endvidere usandsynligt, at myndighederne efter anholdelsen af ansøgerens mand, skulle efterlade hende uden opsyn i flere timer, før de vendte tilbage for at anholde hende. Yderligere forekommer det usandsynligt, at ansøgeren ikke straks undersøgte om hendes opsparing på 15.000 euro var i behold, da myndighederne forlod bopælen eller i forbindelse med, at hun pakkede det mest nødvendige for at forlade hjemmet. Endelig forekommer ansøgerens forklaring om, at myndighederne fandt hendes moders fingeraftryk på noget tøj, som hun og moderen havde vasket og repareret, og at hun og moderen derfor er i myndighederne søgelys, ikke sandsynlig. Der er herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning eller på ikke nærmere konkretiserede oplysninger fra hendes morbror, at myndighederne skulle have fundet ansøgerens mors fingeraftryk på tøjet, og at myndighederne derfor særligt skulle mistænke ansøgeren og hendes mor for at bistå oprørerne”. Flygtningenævnets flertal kan efter samme bevisvurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Flygtningenævnets flertal finder heller ikke, at den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt af Rusland kan begrunde beskyttelse efter reglerne i udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne vedrørende Rusland, at russiske statsborgere har ret til frit at forlade landet uden restriktioner, med mindre andet er fastsat individuelt af domstolene, ligesom russiske statsborgere frit kan genindrejse i Rusland, samt at manglende udrejsestempel alene medfører længere paskontrol ved genindrejse. Flygtningenævnets flertal finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved sin tilbagevenden til Tjetjenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/36