Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim trosretning fra [en nærmere bestemt by], Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive fængslet og tortureret af myndighederne, der beskylder ham for at have hjulpet oprørerne. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han under den anden tjetjenske krig hjalp tre familiemedlemmer, der var en del af oprørsbevægelsen, med madvarer og ved at videregive informationer om aktiviteter på en russisk militærbase, som han boede ved siden af. I 2001 blev han første gang tilbageholdt af myndighederne og taget med til hovedkvarteret, hvor han opholdt sig halvanden time. Han blev bl.a. udsat for spark og slag, før han blev løsladt. Ansøgeren blev en måned senere igen tilbageholdt af myndighederne hen over en nat og udspurgt om sin tilknytning til oprørerne. I forbindelse med anholdelsen blev der smidt en håndgranat ind i den gård, hvor han boede, og derfor pådrog han sig et brandsår på benet. 5-6 gange yderligere blev han opsøgt af myndighederne og sat ind en bil og afhørt kortvarigt. I 2005 rejste han til Polen, hvor han blev meddelt tålt ophold. På grund af levevilkårene i Polen valgte han at tage tilbage til Tjetjenien, hvor flere af hans venner tilsluttede sig oprørerne. I 2009 blev han opsøgt af nogle af vennerne, der ønskede, at han skulle tilslutte sig oprørerne og køre dem ud i bjergene, hvilket han nægtede. De blev herefter kørt af en anden person, der blev anholdt. Den følgende morgen blev ansøgeren og hans tre brødre anholdt og bragt til [en nærmere bestemt by], hvor de blev tilbageholdt i 5 dage og udsat for tortur. Efter løsladelsen blev han af myndighederne truet til at medvirke til en filmoptagelse, og i den forbindelse skulle han erkende at have ydet bistand til oprørerne. Ansøgeren flyttede herefter til [en nærmere bestemt by], hvor han blev indkaldt og afhørt, hver gang der skete noget. I 2012 rejste han med sin familie til Polen, hvor han søgte asyl. [I efteråret] 2012, traf de polske myndigheder afgørelse om, at ansøgerens tidligere beskyttelse i Polen var bortfaldet. Han rejste herefter med sin familie til Danmark, hvor han søgte asyl. [I efteråret] 2013 blev de tilbageført til Polen i medfør af Dublin konventionen, og [i vinteren], 2013 rejste han tilbage til sin hjemby i Tjetjenien. Samme nat, som han var ankommet, blev han opsøgt af myndighederne, der anholdt ham og tilbageholdt ham i 4 dage, hvor han dagligt blev afhørt. Inden løsladelsen blev han tvunget til at underskrive en samarbejdsaftale. Efterfølgende blevet han yderligere fire til fem gange anholdt. Han udrejste i [foråret], 2014, efter at han havde hørt, at myndighederne planlagde at sende ham til Ukraine. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen har været præget af divergenser og udbygninger, ligesom forklaringen på flere centrale punkter er usandsynlig. Ansøgeren har således blandt andet forklaret divergerende med hensyn til, om han blev opsøgt af myndighederne allerede samme nat, han var kommet tilbage fra Polen i [vinteren], 2013 eller der gik 3 dage, og hensyn til om han betalte 2.000 eller 3.000 US Dollars for det falske udenrigspas. Han har videre forklaret divergerende med hensyn til, om han valgte at udrejse på ny i [foråret], 2014, fordi myndighederne havde pålagt ham at opsøge oprørerne, så de kunne få fat i hans fætter, eller hvorvidt udrejsen var begrundet i, at myndighederne ville sende ham til Ukraine. Nævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren, efter at han i 2009 havde været tilbageholdt i 5 døgn sammen med sine brødre og udsat for tortur, og herefter med jævne mellemrum blev indkaldt til afhøringer og udsat for tortur, alligevel skulle have valgt at forblive i Tjetjenien frem til 2012, idet det i den forbindelse bemærkes, at han havde en opholdstilladelse i Polen. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren efter genindrejsen i Tjetjenien [i vinteren], 2013 på ny skulle have valgt at tage ophold på sin bopæl i [en nærmere bestemt by], der var beliggende lige op af en militærbase, og hvor hans fætter, der var tilknyttet oprørsbevægelsen, var hans nabo. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret, at hans bror havde en lejlighed i [en nærmere bestemt by]. Det er videre usandsynligt, at myndighederne efter tilbageholdelsen i 2013, skulle have valgt at give ham hans udenrigspas tilbage, navnlig set i lyset af, at han tidligere havde været udrejst til Polen. Det bemærkes endelig, at ansøgeren under mødet i nævnet har forklaret udbyggende med hensyn til, at han på et tidspunkt overlod sit pas til nogle venner for, at de skulle forsøge at skaffe ham en måde at udrejse på, og at det kan være forklaringen på visumansøgningen og det pas med hans billede og identifikationsoplysninger, der er fremkommet via de litauiske myndigheder. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan ikke antages, at han ved en tilbagevenden skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/32
