Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rusland. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tjetjener og sunni-muslim af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien, Rusland Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter de tjetjenske myndigheder, da hans farbroder var oprører. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farbroder i 2002 tilsluttede sig oprørerne. En dag i [foråret] 2011 fik ansøgeren at vide af sin moder, at ansøgerens broder, [A], og fader var blevet anholdt af myndighederne, hvorefter de blev løsladt omkring en uge senere. En dag i juni 2013 blev [A] og faderen endnu engang anholdt af myndighederne, hvorefter de blev løsladt et par dage senere. [En nærmere bestemt dato i] 2014 kunne familien ikke få kontakt til faderen. Næste morgen blev ansøgeren vækket af larm fra lejligheden. Det var repræsentanter for myndighederne, der stormede familiens bopæl og spurgte efter [A], som ikke var hjemme, da han var ude at lede efter faderen. Da ansøgeren og dennes broder, [B], kom ind i stuen, så de, at repræsentanterne holdt deres svigerinde i håret. Der opstod tumult, og de blev begge tvunget til at ligge på gulvet med ansigtet nedad. Da de blev hevet op at stå, fik de en sæk over hovedet og ført ned til en bil, hvorfra de blev kørt til et ukendt sted, hvor de blev tilbageholdt i separate kælderrum i tre uger. I denne periode blev ansøgeren og dennes broder afhørt om [A]. Ansøgeren og dennes broder forlod Rusland [i sommeren] 2014. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemføre sædvanlig asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Overordnet finder Flygtningenævnet, at det er usandsynligt, at myndighederne skulle skride til voldsomme anholdelser og tilbageholdelse med grove overgreb mod [A] og faderen i 2011 og 2013 på baggrund af farbroderens, [Zs], forhold. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerne intet har set til eller hørt om [Z], siden han i 2002 sluttede sig til oprørerne, at myndighederne ikke har henvendt sig til familien herom i perioden 2002 til 2011, og at hverken [A], [B] eller [ansøgeren, C] har hørt noget fra faderens side, som kunne indikere, at faderen i perioden havde haft forbindelse med [Z]. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgerne under nævnsmødet har virket påfaldende upåvirkede af de voldsomme begivenheder, de har været en del af, og de overfald, de skulle have været udsat for, samt drabet på deres fader. Flygtningenævnet finder det videre påfaldende, at [A] og faderen ikke fik anvisninger/pålæg i forbindelse med løsladelsen i 2011, og at ansøgerne ikke er fremkommet med nærmere oplysninger om den aftale, der skulle være indgået mellem visse familiemedlemmer og myndighederne i forbindelse med [B] og [ansøgerens, Cs] løsladelse. Flygtningenævnet finder ligeledes, at det er påfaldende, at ansøgerne ikke har kunnet forklare, hvorfor de skulle være interessante for myndighederne, efter at [Z] og også faderen er blevet dræbt. Hvad angår indtrykket af ansøgernes forklaringer finder Flygtningenævnet, at [A], [B] og [ansøgeren, C] har svaret ukonkret under forklaringen for nævnet. Desuden har deres forklaringer divergeret på væsentlige punkter både i løbet af sagens behandling og indbyrdes. Det drejer sig blandt andet om: - Hvorvidt [A] hørte faderen og myndighedspersonerne tale sammen i forbindelse med løsladelsen i 2013. - Varigheden af [As] sygemelding efter løsladelsen i 2013. - Om [B] og [ansøgeren, C] så hinanden under tilbageholdelsen i 2014. - Hvornår og hvorledes [B] og [ansøgeren, C] blev klar over, at faderen var død. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort deres asylmotiv. Da ansøgerne derefter ikke har sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rusl/2015/27
