Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgeren er etnisk tjetjener og muslim af trosretning fra Groznyj, Tjetjenien, Den Russiske Føderation. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygter at blive slået ihjel af myndighederne, idet hun har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle [i sommeren] 2014 forsvandt, og at hun samme dag blev opsøgt af en ukendt skaldet mand, der oplyste, at han var oprører. Manden krævede, at hun betalte 3 millioner rubler og truede ansøgeren med, at både hun og ægtefællen ville blive slået ihjel, hvis ikke hun betalte. Ansøgeren betalte kort efter den ukendte mand 2 millioner rubler, men det viste sig, at manden arbejdede for myndighederne, og derfor blev hun anholdt og beskyldt for at have bestukket en tjenestemand og for at have ydet økonomisk støtte til oprørerne. Ansøgeren blev bragt til et ukendt sted, hvor hun blev tvunget til at underskrive en aftale om at samarbejde med myndighederne. Hun fik til opgave via sit arbejde som postbud at indsamle oplysninger om personer, der var velhavende og/eller var mod styret. Ansøgeren blev også pålagt at betale den million rubler, som hun ikke havde betalt i første omgang. I de følgende dage blev ansøgeren flere gange kontaktet både telefonisk og personligt af den skaldede mand, der ville have hende til at genoptage arbejdet. Manden truede hende på livet og sagde, at hun blev overvåget. Ansøgeren udrejste herefter med hjælp fra sin ægtefælles ven […]. Uanset om Flygtningenævnet i det væsentlige lægger ansøgerens forklaring til grund, har hun ikke herved godtgjort, at hun har et asylmotiv, der opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Efter ansøgerens forklaring lægger Flygtningenævnet til grund, at hverken hun eller ægtefællen har været politisk aktive eller på anden måde profilerede. Det er derfor ikke sandsynligt, at myndighederne skulle udvælge hende til at skaffe oplysninger om regimemodstandere og deres økonomiske forhold. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren via sit arbejde som almindeligt postbud skulle være i stand til at skaffe sådanne oplysninger ved at opbygge et tillidsforhold til beboerne i postdistriktet i forbindelse med, at hun udbragte breve, pensionsudbetalinger og aviser. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at der typisk var tale om, at hun afleverede et brev om ugen og 2-3 ugentlige aviser, og at det ikke var hver gang, hun var i personlig kontakt med beboerne. Ansøgerens forklaring om karakteren af oplysningerne, hvem det var, hun skulle skaffe oplysninger om, og hvordan det skulle være muligt for hende at fremskaffe disse har endvidere været vag og upræcis. Ansøgeren udrejste umiddelbart efter den fjerde henvendelse uden at forsøge at anmelde ægtefællens forsvinden og henvendelserne fra den skaldede mand til myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at hun mistænkte personerne, der opsøgte hende, for at være enten at være afpressere eller korrupte myndighedspersoner, uden at hun har givet en rimelig forklaring på, hvorfor hun ikke forsøgte at opnå myndighedernes beskyttelse eller at hjælpe ægtefællen på anden måde, end ved at få vennen […] til at lede efter ham. Samlet finder Flygtningenævnet det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i reel risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” rusl/2015/1
