rus201623

Nævnet meddelte i maj 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk ingusjetier og sunni-muslim af trosretning fra […], Ingusjetien, Rusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rusland frygter at blive arresteret og retsforfulgt for medvirken til terrorisme. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at myndighederne i højere grad end tidligere dømmer folk for medvirken til terrorisme, uanset om de har medvirket eller ikke. Ansøgeren har to gange været anholdt af FSB. Den første gang var [i efteråret] 2009, da fem personer fra FSB klokken fem om morgenen ransagede ansøgerens bopæl og tog ham med til deres hovedkvarter i Margas. Ansøgeren blev i en celle i kælderen afhørt om sit forhold til […], som er hans mors fætters søn. Ansøgeren blev tilbageholdt i otte måneder indtil [foråret] 2010. Under opholdet udviklede han tuberkulose. Han blev under tilbageholdelsen ofte slået samt opfordret til at underskrive papirer, hvoraf fremgik, at han var med i […] gruppe, som FSB anså for terrorister. Ansøgeren blev af en advokat opfordret til at skrive under, hvilket han til sidst gjorde. Mellem to til fire uger efter underskrivelsen blev ansøgeren løsladt, fordi han var meget syg, og FSB troede, at han ville dø som følge heraf. Ansøgerens brødre betalte 15.000 dollars i løsesum. Ansøgeren havde flere gange forud for anholdelsen hjulpet […] med blandt andet transport og lån af penge. Han vidste ikke, hvad […] lavede, men han vidste, at myndighederne var efter ham, idet […] gruppe havde befriet nogle fanger fra politiet, hvorved to betjente var blevet såret. Ansøgeren blev igen anholdt af FSB i [efteråret] 2010 og udspurgt om personer i […] gruppe. Han var tilbageholdt i tre dage. Han underskrev papirer med lovning på fremtidigt samarbejde, hvorefter han blev løsladt. To til tre uger efter den seneste tilbageholdelse rejste ansøgeren til Kasakhstan. Dette var i slutningen af 2010. I [vinteren] 2012 vendte ansøgeren tilbage til Ingusjetien, idet hans mor var døende. Han opholdt sig hos sine slægtninge. En politibetjent opsøgte flere gange ansøgerens bopæl for at lede efter ham. Ansøgeren rejste tilbage til Kasakhstan i slutningen af 2013 og blev der i omkring otte måneder. Han vendte herefter hjem til Ingusjetien, idet han ikke kunne finde arbejde i Kasakhstan. Imens ansøgeren havde været væk, havde flere personer spurgt efter ham på hans bopæl. Ansøgeren rejste herefter til Stavropol, for at få behandling for sin tubekulose. Behandlingen blev betalt af […] bror, Adam. Ansøgeren opholdt sig på klinikken, men havde mulighed for at benytte Adams lejlighed. Efter omkring otte til ti dage blev han ringet op af sin fætter, der oplyste, at Adams lejlighed var blevet ransaget, og at der var fundet våben og narkotika. Ansøgeren rejste herefter til Piatygorsk, hvor han opholdt sig hos nogle venner. Under opholdet blev hans hjem ransaget. Ansøgeren udrejste herefter af Rusland. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder ikke grundlag for at kunne afvise ansøgerens forklaring om asylmotivet, og flertallet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af myndighedernes mistanke om ansøgerens forbindelse til oprørslederen, […], er kommet i myndighedernes søgelys. Ansøgeren er på denne baggrund blevet anholdt og fængslet to gange af den russiske sikkerhedstjeneste, FSB. Under tilbageholdelserne er ansøgeren blevet udsat for tortur. Flertallet finder i øvrigt, at de divergenser, som er anført af Udlændingestyrelsen i styrelsens afslag på asyl [fra vinteren] 2016, er af mindre væsentlig karakter. Flertallet finder herefter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Ingusjetien fortsat vil være i risiko for at blive forfulgt af myndighederne som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgeren] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” rus/2016/23/LAP