Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Rumænien. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk rumæner og ortodoks kristen fra […] Rumænien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Rumænien frygter afsoningsforholdene i de rumænske fængsler. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han i 2007 blev idømt en fængselsstraf på 8 år og 3 måneder for røveri i Rumænien. Ansøgeren afsonede dog alene 5 år og 6 måneder. I 2017 blev ansøgeren in absentia idømt en fængselsstraf på 1 år og 2 måneder for tyveri i Rumænien, hvilket samtidig udløste en reststraf for forholdet fra 2007. Ansøgeren har således oplyst, at han ved en tilbagevenden til Rumænien skal afsone en fængselsstraf på 4 år. Herudover har ansøgeren henvist til, at han frygter ikke at kunne tilbagebetale et privat lån. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at Flygtningenævnet, uanset ansøgerens forklaring ved fremmødet i nævnet, lægger til grund, at ansøgningen om asyl fastholdes. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at det af ansøgeren tidligere anførte om, at han frygter ikke at kunne tilbagebetale et privat lån ikke er gentaget ved ansøgerens forklaring for Flygtningenævnet og heller ikke i hans advokats afsluttende indlæg. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at et sådant privatretligt forhold kan føre til meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Ansøgeren er i Rumænien dømt for kriminalitet og er begæret udleveret til afsoning af en reststraf. Det er ikke for Flygtningenævnet præcist oplyst, hvilken karakter den pådømte kriminalitet har haft, men ansøgeren har dog til oplysnings- og motivsamtalen [ultimo] 2018 forklaret, at der var tale om et røveri, eller muligt et tyveri med et begrænset udbytte. Ansøgeren er efter det af ham selv oplyste endvidere efterfølgende blevet dømt i yderligere en sag. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen samt i Flygtningenævnet forklaret, at han mangler at afsone samlet 4 års fængsel. [I sommeren] 2017 besluttede Rigsadvokaten, at ansøgeren ikke på daværende tidspunkt kunne udleveres til Rumænien, da der ikke forelå de fornødne garantier for, at den planlagte afsoning kunne ske under omstændigheder, der var i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. [Ultimo] 2018 har de rumænske myndigheder meddelt, at ansøgeren i tilfælde af udlevering indledningsvist kan forventes varetægtsfængslet i Rahova-fængslet i Bukarest i en periode på 21 dage. Han vil i den forbindelse opholde sig i rum af mindst 3 m2 størrelse. Han vil herefter blive overført til lukket fængslet formentlig i Craiova-fængslet. Det anføres endvidere i den engelske oversættelse af redegørelsen fra de rumænske myndigheder: ”The National Administration of Penitenciaries can safeguard right now a minimum individual space of 3 square meters for the entire duration of the penalty enforcement, including the bed and furniture belonging to it.” Der er i øvrigt redegjort detaljeret for afsoningsforholdene i de forskellige typer af institutioner. Ved Højesterets kendelse af 2. maj 2018 (40/2018) er det i en lignende sag fastslået, at oplysningerne fra de rumænske myndigheder må lægges til grund. På den baggrund lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren såvel under varetægtsfængsling som under afsoning vil være garanteret at afsone med personligt areal på mindst 3 m2. Det af ansøgeren anførte om, at man ikke kan lægge de rumænske myndigheders oplysninger til grund, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes endvidere, at de oplysninger om afsoningsforholdene i øvrigt, der er meddelt af de rumænske myndigheder i førnævnte redegørelse [fra ultimo] 2018 medfører, at Flygtningenævnet må lægge til grund, at fængselsforholdene i øvrigt er tilstrækkelige i relation til de faktorer, der er omtalt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dommen af 20. oktober 2016, Mursic mod Kroatien (nr. 7334/13), præmis 139. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke kan anses for at være reel risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ved en tilbagevenden til Rumænien. Herefter er betingelserne for meddelelse af asyl i medfør af udlændingelovens § 7 ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Rumæ/2019/1/thv
