peru20111


Nævnet meddelte i marts 2011 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger fra Peru. Indrejst i 2009.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er peruviansk statsborger fra [………..] i Peru. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at terrororganisationen Den Lysende Sti siden 1987-1988 havde overtaget kontrollen i hendes landsby. Beboerne blev tvunget til at følge organisationen. I 1995/1996 flygtede ansøgeren fra byen med sine børn. I 2006 vendte ansøgeren tilbage i sin hjemby for at se til sit hus sammen med sin søn og blev i den forbindelse kidnappet af Den Lysende Sti, som efterfølgende holdt hende fanget i en lejr og tvang hende til at arbejde for sig. Ansøgeren blev udsat for vold og voldtægt, og hendes søn blev slået ihjel i efteråret 2006. I 2009 lykkedes det ansøgeren at flygte fra lejren. Hun tog til Lima og udrejste kort herefter til Danmark, idet hun frygter, at Den Lysende Sti vil finde hende. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter af myndighederne vil mistænke hende for at være med i Den Lysende Sti og derfor udsætte hende for overgreb. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Under hensyn til, at ansøgeren har været tilbageholdt af Den Lysende Sti i omkring tre år, kan Flygtningenævnet ikke afvise, at myndighederne i Peru vil mistænke ansøgeren for at sympatisere med Den Lysende Sti samt for at være i besiddelse af oplysninger om denne organisation, som kan have myndighedernes interesse. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Peru vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. peru/2011/1