Pakistan20101


Flygtningenævnet meddelte i oktober 2010 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Pakistan.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk pathan fra Swatdalen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han i tidsrummet fra 2004 og til 2009 har været udsat for i alt fire attentatforsøg, herunder en frihedsberøvelse, der tillige indebar tortur, iværksat af Taleban. Uanset mindre divergenser i ansøgerens forklaringer finder nævnet på baggrund af forklaringen afgivet direkte over for nævnet, at ansøgerens forklaring i det væsentlige kan lægges til grund. Nævnet finder herefter ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han endeligt måtte forlade Pakistan af frygt for yderligere attentatforsøg. Nævnet bemærker herved, at det efter ansøgerens forklaring må lægges til grund, at han allerede efter tilfangetagelsen og frihedsberøvelsen, hvor han undslap, forlod Swatdalen og efterfølgende opholdt sig i Lahore og Karachi, uden at dette forhindrede fortsatte attentater fra Taleban rettet mod ansøgerens liv. Herefter, når der henses til baggrundsoplysninger om Talebans muligheder for at foretage attentater i hele Pakistan, finder nævnet ikke det kan afvises, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for tortur eller anden umenneskelig behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet finder ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Pakistan vil risikere at blive udsat for anholdelse eller risiko for tortur fra myndighedernes side. Betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 er derfor ikke til stede. Ansøgeren meddeles herefter opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Pakistan/2010/1