Nævnet stadfæstede i september 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2000. Fra midten af 2001 til begyndelsen af 2007 har ansøgeren angiveligt opholdt sig i Spanien. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren på adskillige punkter havde afgivet skiftende forklaringer og havde udbygget sit asylmotiv. Dette gjaldt både for så vidt angik antallet af angivne tilbageholdelser, disses varighed samt tidspunktet for seneste tilbageholdelse forud for udrejsen. Ansøgeren havde endvidere ændret sin oprindelige forklaring i asylskemaet om, at han var udrejst legalt på eget ægte pas, idet han under nævnsmødet havde forklaret, at han var udrejst på et falsk pas. Nævnet kunne på denne baggrund alene lægge ansøgerens oprindelige forklaring til grund. Nævnet lagde herefter til grund, at ansøgeren havde været medlem af Muslim League, og kunne også lægge til grund, at ansøgeren havde været kortvarigt tilbageholdt i forbindelse med enkelte demonstrationer i 1999-2000, men hver gang var blevet løsladt. Nævnet fandt heller ikke at kunne afvise, at ansøgeren havde været udsat for en hårdhændet behandling i forbindelse med disse kortvarige tilbageholdelser. Nævnet lagde endelig til grund, at ansøgeren var udrejst legalt på eget ægte pas. Herefter fandtes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at han ved udrejsen havde været eftersøgt af de pakistanske myndigheder som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 1999-2000, eller at han ved en tilbagevenden nu ville være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet lagde ved vurderingen også vægt på, at ansøgeren – efter at have søgt asyl i Danmark i 2000 – var udrejst uden at få sin asylansøgning behandlet, og nævnet fandt ikke, at ansøgeren havde afgivet en overbevisende forklaring om årsagen hertil. Nævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren ikke havde søgt asyl i Spanien under sit 6-årige ophold der, samt at han først havde søgt asyl igen i Danmark, da han var blevet arresteret af politiet efter tilbagekomsten i 2007. Ansøgeren havde heller ikke sandsynliggjort, at der forelå tungtvejende grunde, som gjorde, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Pakistan, jf. den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det bemærkedes herved, at den af ansøgeren påberåbte subjektive frygt ikke fandtes således begrundet i objektive omstændigheder, at betingelserne for meddelelse af asyl var opfyldt. Pakistan/2007/1
