Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Pakistan, født i 1976 (M) og 1983 (K), samt et barn. Indrejst i juni 1996 (M) og oktober 2001 (K). Den mandlige ansøger havde tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9. Ansøgerne søgte om asyl i marts 2004. Flygtningenævnet lagde efter ansøgernes forklaring til grund, at der var uoverensstemmelser mellem ansøgernes familier som følge af, at den kvindelige ansøger ikke havde fået familiesammenføringstilladelse i Danmark. Ansøgerne havde påberåbt sig, at den mandlige ansøgers familie ville slå den kvindelige ansøger ihjel, og at den kvindelige ansøgers familie ville slå ansøgerne og deres barn ihjel. Den kvindelige ansøgers familie beskyldte den mandlige ansøger for enten at være gift i forvejen eller for at opholde sig illegalt i Danmark, og at dette skulle være grunden til afslaget på familiesammenføringstilladelse. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at konflikten i forhold til familierne havde et sådant omfang og alvor, at ansøgerne risikerede at blive slået ihjel ved en tilbagevenden til Pakistan. Nævnet lagde herved navnlig vægt på, at ansøgerne ikke blev udsat for overgreb under deres besøg hos familien i Pakistan – for den kvindelige ansøgers vedkommende fra midten af december 2002 og til begyndelsen af maj 2003. Nævnets bemærkede i øvrigt, at det ville være relativt nemt for ansøgerne at dokumentere over for familierne, at den kvindelige ansøgers families beskyldninger var urigtige. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 var således ikke opfyldt. Pakistan/2004/2
