Nævnet stadfæstede i marts 2012 Udlændingeservices afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Pakistan. Indrejst i 2009. I 2009 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sagen har været forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne er etniske […] og kristne af trosretning fra Rawalpindi i Pakistan. Ansøgerne har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv blandt andet henvist til, at de ved en tilbagevenden til Pakistan frygter en person ved navn […], som forfølger dem gennem de pakistanske myndigheder. Ansøgerne har videre henvist til de overgreb, kristne bliver udsat for i Pakistan. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv anført, at den kvindelige ansøger igennem en længere årrække er blevet chikaneret af […], der ønskede at indlede et seksuelt forhold til hende, hvilket hun nægtede. Den pågældende tilhører en højtstående familie, og den pågældendes broder har en høj stilling inden for politiet. Dette indebærer, dels at den pågældende vil kunne finde dem overalt i Pakistan, dels at de ikke vil kunne få myndighedernes beskyttelse mod overgrebene. Flygtningenævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøger og hendes familie igennem en årrække er blevet chikaneret og udsat for overgreb fra […] og gennem ham hans broder og det lokale politi. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens broder […] er blevet dræbt af politiet i den forbindelse. Flygtningenævnet finder, at det vil være rimeligt, at ansøgerne tager ophold et andet sted i Pakistan. Nævnet finder således ikke, at det kan antages, at […] vil fortsætte chikane og overgreb overfor ansøgerne, såfremt de tager bopæl et andet sted i landet. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle chikane, som ansøgerne har været udsat for som kristne i Pakistan, har haft et sådant omfang, at det må anses for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og forholdene for kristne findes heller ikke at være således, at det ikke vil være rimeligt at henvise ansøgerne til at tage bopæl et andet sted i landet. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgerne opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2012/3
