Nævnet stadfæstede i juli 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Pakistan samt parrets barn. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne er kristne fra Islamabad, Pakistan. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af den kvindelige ansøgers familie, fordi den mandlige ansøger som kristen har giftet sig med den muslimskfødte kvindelige ansøger, der efter den borgerlige vielse i 2004 er konverteret til kristendommen. I den første måned efter vielsen modtog den kvindelige ansøger trusselsopkald fra sin familie på sin mobiltelefon. I 2007 opsøgte den kvindelige ansøgers familie ansøgernes bopæl, hvorefter politiet på den mandlige ansøgers foranledning ankom og fik den kvindelige ansøgers familie overtalt til at forlade stedet. Forinden havde den kvindelige ansøgers broder set den kvindelige ansøger i en bazar og var fulgt efter hende til bopælen. I begyndelsen af 2011 modtog ansøgerne to anonyme trusselsbreve. I foråret 2011 blev ansøgerne to gange overfaldet af ukendte mænd, der truede ansøgerne og forsøgte at kidnappe parrets ene datter. Ansøgerne anmeldte trusselsbrevene og overfaldene til politiet, der optog rapport. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger er kristen, og at den kvindelige ansøger oprindelig er muslim, men at hun efter indgåelsen af ægteskabet i 2004 er konverteret til kristendommen. Videre lægges det til grund, at ingen af ansøgernes forældre har samtykket til ægteskabet. Ægteskabet medførte umiddelbart efter vielsen konflikter med den kvindelige ansøgers familie, der krævede, at den mandlige ansøger konverterede til islam. Parret boede herefter i halvandet år på en militærbase, hvor den mandlige ansøgers fader arbejdede. Efter faderens pensionering tog parret på ny ophold i Islamabad, hvor de bosatte sig sammen med den mandlige ansøgers forældre, i første omgang i et lejet hus og herefter i et hus, som ansøgerne ejede. I perioden fra 2004 og frem til foråret 2011 oplevede ansøgerne ifølge deres forklaringer ingen problemer, bortset fra en enkelt episode i 2007, hvor den kvindelige ansøgers familie opsøgte ansøgernes bopæl. Den mandlige ansøger kom til stede med politiet, hvorefter den kvindelige ansøgers familie forlod stedet. I perioden fra 2004 til 2011 drev den mandlige ansøger sammen med sin broder fortsat forretningen i Islamabad uden problemer med den kvindelige ansøgers familie eller andre. I samme periode har ansøgerne foretaget flere rejser til udlandet og ansøgerne har endvidere efter de foreliggende oplysninger ansøgt om visum til en række vestlige lande, herunder senest til Grækenland, hvortil de den i foråret 2011 fik udstedt Schengenvisum gyldigt i 15 dage i perioden fra foråret 2011 til sommeren juni 2011. Flygtningenævnet kan ikke lægge forklaringerne om de to anonyme trusselsbreve og de to overfald i begyndelsen af 2011 til grund, idet forklaringerne forekommer konstrueret til lejligheden. Det bemærkes i den forbindelse, at den kvindelige ansøgers familie ikke siden 2007 havde opsøgt ansøgerne, og at det forekommer påfaldende, at de to overfald er sket i foråret 2011 kort efter, at ansøgerne i foråret 2011 havde opnået visum til Schengenområdet. Ansøgerne har således ikke sandsynliggjort, at de er i risiko for overgreb fra den kvindelige ansøgers familie eller andre som følge af deres religiøst blandede ægteskab. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgerne er i risiko for forfølgelse eller overgreb fra myndighedernes side. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerne ikke har haft konflikter med myndighederne forud for udrejsen, at myndighederne har reageret relevant på den mandlige ansøgers henvendelse i 2007, og endelig, at ansøgerne i 2008 fik udstedt pas, af hvilket deres religiøse tilhørsforhold fremgår, og at det af den kvindelige ansøgers pas tillige fremgår, at hun er gift med den mandlige ansøger. Det må således lægges til grund, at de pakistanske myndigheder er bekendt med det religiøst blandede ægteskab. Det bemærkes endvidere, at ansøgerne er udrejst legalt på deres pas. Det bemærkes yderligere, at ansøgerne ifølge deres forklaringer har været i stand til at udøve deres kristne tro i Islamabad uden at opleve problemer i den forbindelse hverken fra den kvindelige ansøgers familie, myndighederne eller andre. Det forhold, at den kvindelige ansøger er blevet døbt i Danmark, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de var i risiko for forfølgelse ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Pakistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2012/2
