paki20188

Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2001.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk punjab og muslim fra Punjab, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive slået ihjel af familien til en herboende kvinde ved navn […], mod hvem ansøgeren har en voldsdom. Ansøgeren frygter videre, at han vil blive uberettiget fængslet grundet sin dom, eller fordi [kvindens] familie vil bestikke politiet. Endelig har ansøgeren henvist til, at han har psykiske problemer, og at han ikke har noget at vende tilbage til i Pakistan. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i [ultimo] 2014 af nogle ældre pakistanske kvinder i Danmark blev introduceret for [kvinden] med henblik på giftermål. Ansøgeren fandt dog ud af, at [kvinden] i forvejen var gift med en mand i Sverige. [Ultimo] 2014 mødte [kvinden] op [et sted], hvor ansøgeren arbejdede, sammen med en taxachauffør ved navn […]. [Kvinden] forsøgte at true ansøgeren til at gifte sig med hende. Efterfølgende anklagede [kvinden] ansøgeren for vold, hvorved ansøgeren [medio] 2015 blev idømt fængselsstraf i fire måneder samt udvist med indrejseforbud i seks år, hvilken dom blev stadfæstet af landsretten [ultimo] 2015. Trods voldsdommen kontaktede [kvinden] fortsat ansøgeren for at overtale ham til ægteskab, hvilket ansøgeren afslog. Ansøgeren formoder, at [kvinden] ønskede at gifte sig med ansøgeren, så hun kunne få en opholdstilladelse. To gange i [ultimo] 2015 blev ansøgerens mor i Pakistan opsøgt af to af [kvindens] fætre bevæbnede med rifler, som begge gange spurgte efter ansøgeren og truede med at slå ham ihjel, hvis de fandt ham. Ansøgeren formoder, at [kvindens] familie er ude efter ansøgeren, fordi ansøgeren ikke ville gifte sig med [kvinden] samt dommen for vold mod hende. Ansøgeren har ikke nærmere kendskab til [kvindens] familie i Pakistan og ved for eksempel ikke, hvor de bor, hvad de laver med videre. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til, at ansøgeren har oplyst, at han har det meget svært psykisk, og at det af de til asylsagen fremlagte lægerapporter fra perioden [ultimo] 2015 til [primo] 2016 fremgår blandt andet, at han har haft flere frivillige psykiatriske indlæggelser, hvor der er rejst mistanke om en psykose eller angst, som man har forsøgt afhjulpet med forskellige psykofarmaka, dog uden at der er stillet en endelig diagnose. Det fremgår af den senest fremlagte rapport af [primo] 2016 fra Københavns fængsler, Psykiatrisk tilsyn, at der ikke er mistanke om alvorlig sindssygdom. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring er i modstrid med det faktum, som by- og landsret har lagt til grund under straffesagen mod ansøgeren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om, hvilken familie han har i Pakistan, hvornår han fik oplyst, at [kvinden] i forvejen var gift, hvor mange gange han er blevet kontaktet af [kvindens] brødre, identiteten på de personer, der opsøgte hans far i Pakistan, og hvornår hans far er blevet opsøgt, ligesom han i nævnsmødet har forklaret udbyggende om, at personerne havde våben med, da de opsøgte hans far.  Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgeren ikke er i risiko for at blive retsforfulgt i Pakistan for den vold, han er dømt for i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det af Udenrigsministeriets høringssvar af 12. juli 2016 om dobbeltstraf i Pakistan fremgår, at forbuddet imod dobbeltstraf er nedfældet i lovgivningen, at dette forbud praktiseres, og at der ikke findes nyere eksempler på anvendelsen af dobbeltstraf. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ved Pakistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2018/8/col